Fredag eftermiddag kl. ca. 14.40 udbrød der brand i en taglejlighed i hjørneejendommen mellem Lille Nørregade og Nørregade.

I ejendommens stueetage er malerforretningen »Flügger farver« beliggende.

Der var fra start en kraftig brand, der fik god næring af en tør østenvind og muligvis åbentstående vinduer. Ret hurtigt sprang ruder i tagfladen og én efter én sprang tagpladerne, inden branden så brød gennem taget og bredte sig til ejendommens længe over Flügger forretningen.

Da det lokale beredskab ankom, var tagetagen overtændt, men en hurtig indsats, som siden blev suppleret med en stigevogn fra Aalborg stationen, gjorde sit til at redde dels nabolejligheden og Flügger forretningen i stueetagen.

Ifølge indsatsleder Søren Korsgaard fra Nordjyllands Beredskab, er branden startet i lejligheden på første sal, som nu er helt udbrændt. Beboeren her og en beboer i nabo lejligheden er genhuset. Flügger forretningen i stueetagen er vandskadet, og først lørdag vil det være muligt at få et overblik over skaderne her. Om årsagen til branden siger Søren Korsgaard til Nibe Avis: – Det er endnu for tidligt at sige noget om brandens årsag. Mandag vil politiets teknikere undersøge brandstedet nærmere.

Beredskabet, kort før de fredag aften forlod Torvet.