Torsdag, fredag og lørdag var der aktiviteter af forskellig slags

- både fra de handlende, og fra dem, som kunne levere en mere kulturel oplevelse.
Torsdag aften varmede dametøj- og livstilsbutikken »Froberg« op til fredagens sommeraften åben arrangement med et modeshow, og  som optakt til dette havde de engageret sig med et lille tre-mands orkester, som spillede og sang ude foran butikken torsdag eftermiddag.
- Musik er »livseleksir«, fornyet energi og træner vores skader på hjernen. Vi er alle ramt af blodpropper, hjerneblødning, tumor med efterfølgende stress og depression, fortæller Mette Jonasson, som er én af de tre, som har mødt hinanden gennem ARK Ålborg som er en klub for senhjerneskadede.... og sammen har de fundet melodien, som har løftet dem igennem deres sydomsforløb.
- Musikken binder os sammen, giver sammenhold, optimisme, glæde, god hjernetræning og grobund for dejlige oplevelser, og så gør vi mennesker, unge som gamle med og uden handicap glade via musikken, udtaler Mette Jonasson. Udover Mette, som synger, består bandet af Ole Elsberg på guitar/klaver, Svanna Lambastein på tværfløjte, Mette Jonasson og Pia Egedal - vokal (sidstnævnte var ikke med i Nibe denne dag).
Musikken og sangen fik mange forbipasserende til at stoppe op og lytte til den livsbekræftende oplevelse.

Fredag havde Nibe Handelsforening og byens butikker inviteret til »Sommer aften åbent«, som i nogen udstrækning kunne betragtes som en erstatning for det traditionelle sommer-udsalg, som på grund af COVID-19 situationen ikke kan gennemføres på vanlig vis, og der var mange mennesker i byen, og handlen gik lystigt i de fleste butikker. Et nyt indslag denne dag var at en lille lastvogn indrettet som rullende køkken havde indfundet sig på Skomagertorvet fra middagstid og helt frem til arrangementet sluttede midt på aftenen. Det var NorSoe Food, som friskt langede f.eks. burgere over disken til de sultne sommerhandlende gæster i byen.Søren Olsen og Thomas Kristiansen havde travlt, selvom vejret ikke viste sig fra den pæne side hele dagen.

Lørdag bød på uventet besøg flere steder i byen: Den kendte konferencier fra Nibe Festival Frank Megabody Damgaard og en stribe andre kunstnere var kommet til Nibe, selvom Nibe Festival, der skulle have været afholdt netop i disse dage, er aflyst. Disse kunstnere var af Nibe Festival engageret til at deltage i  POP UP koncerter rundt omkring i Nibe by fredag og lørdag - læs om dette andetsteds her i avisen...