TV-programmet Løvens Hule på DR1 vurderer i aften torsdag, om der skal ske investeringer i en helt ny idé, som bl.a. har sit afsæt i Nibe.

DM Greenkeeping er et firma, der gennem et par år har opbygget en ny ekspertise i pleje af græsplæner. Kort fortalt, så får man som abonnent hos DM Greenkeeping typisk 2-3 besøg hvert år afhængigt af pakkevalget. Græsplænen tilføres her en optimal og miljøskånsom blanding af næringsstoffer, der efter få måneder får græsset til at gro, og ukrudtet til at forsvinde.

Danny Skytte og Michael Jepsen, medstiftere af DM Greenkeeping, har tidligere været ansat til at pleje nogle af de flotteste golfbaner i verden og ved derfor, hvordan man får en græs til at gro optimalt. Ud over en ukrudtsfri græsplæne fylder biodiversitet også meget for DM Greenkeeping. Derfor udleverer DM Greenkeeping en frøblanding til kunderne med en opfordring om at etablere små områder i deres have med 28 forskellige vilde blomster, som kan vokse frit og tiltrække insekter.

Himmerland afdeling med adresse i Nibe
Frank Thinggaard, Nibe, er blandt de, som med en investering varetager dele af DM Greenkeepings opgaver i Himmerland – med udgangspunkt fra sit hjemsted i Nibe Erhvervspark. Hvordan virksomhedens samlede fremtid tegner sig, kan seerne sikkert få en idé om ved i første omgang at se TV programmet »Løvens Hule« i aften torsdag kl. 20.00 på DR1.