- Torsdag, 28. april 2022
Hans Thorup og Karsten Lund var hurtige til at tage imod invitationen til en frisk dukkert efterfulgt af en tur i sauna med medlemmer fra Nibe Fjordbadeklub »De friske sild«, da de for nylig overbragte sponsoratet på 15.000 kr. fra Spar Nord Fonden.
Hans Thorup fra Lokalt Bankråd Aalborg under Spar Nord Fonden og Karsten Lund souschef i Spar Nord Bank, Aalborg Syd, ankom i vinterjakkerne da den officelle overrækkelse af sponsoratet fandt sted. Hans Thorup sagde bl.a. under overrækkelsen: »At de var glade for at kunne hjælpe klubben med de 15.000 kr., som det kostede klubben at få repareret saunaovnen. Saunaturene imellem de kolde dyk i fjorden er med til at styrke fællesskabet i »De friske sild«, og Spar Nord Fonden ønsker netop at støtte fællesskaber, når de uddeler mellem 1 og 1,5 million om året.«
Den netop afgåede formand for Nibe Fjordbadeklub Vibeke Borregaard sagde bl.a. i sin takketale: »Pengene fra Spar Nord Fonden var som et lys i en mørk tid, da klubben modtog dem i februar. Klubben var udfordret på økonomien efter en nedlukning samt stigende el-priser. Med sponsoratet blev det muligt at få saunaen op at køre igen til glæde for de 150 medlemmer som klubben nu tæller«.








