- Torsdag, 12. oktober 2023
Onsdag var 18 dedikerede tilmeldt kursus i blomsterbinding, som Nibe Kirkegårds medarbejdere stod for – torsdag fortsætter med højtlæsning for børn.
Det er mørkt ved aftenstide, og det præger resten af årets Kulturnat i Nibe, som onsdag sidst på eftermiddagen blev skudt i gang med blomsterbinding i Nibe Kirkegårds kapel. – Vi har haft et par gode timer, og de 18 tilmeldte passer meget godt til den plads og de emner, vi arbejder med, fortalte medarbejderne ved Nibe Avis korte visit.
Torsdag byder på næste arrangement, inden det fredag går løs med de mange indslag, der retteligt er den »rigtige« Kulturnat i Nibe. Her byder Nibe Bibliotek på højtlæsning for de mindste, inden der er sengetid: – Vi opfordrer børnene til at møde i nattøj og gerne tage et sovedyr med. Det gør det hele meget hyggeligere, og så vil børnene få nogle kort og hyggelige historier læst op, fortæller Willy Kær, der sammen med Mette Bach Sloth, Rikke A. Bach, Lone Haagerup og Ole Sloth står for koordineringen af årets Kulturnat arrangementer.
Optakten til fredagens kulturnat foregår på Skomagertorvet med forskellige indslag hos byens boghandel, og fra kl. 18 trækker Aalborg garden op og underholder. Kl. 19.00 indledes aftenens arrangementer med taler fra Tinghusets balkon og Nibe Marineforening skyder Kulturnatten ind med en kanonskrald!








