
- Onsdag, 5. februar 2025
Nibe Festival styrker sit udviklingspotentiale
Nibe Festival Fonden har gennem de seneste måneder arbejdet målrettet på at erhverve jord tæt på Skalskoven. Nu er handlen gennemført, og festivalen har sikret sig et større jordstykke og boligen Skalhuse 54, som er beliggende langs Skalskoven. Det er en investering, der vækker stor begejstring.
– Vi befinder os i en tid, hvor publikums behov ændrer sig markant, og hvor udviklingen inden for oplevelsesindustrien går drønhurtigt. Det stiller store krav til en festival som vores. Derfor er denne investering fundamental for Nibe Festivals fremtidige udvikling, udtaler festivaltalsmand Peter Møller Madsen.
Udvikling i flere etaper
Det nyerhvervede jordstykke vil under afviklingen af kommende festivaler blive taget i brug over flere etaper. Første etape indebærer etableringen af et nyt campingområde, der imødekommer festivalgæster, som ønsker en stemningsfyldt oplevelse med rolige og rene overnatningsforhold.
Området vil tilbyde forskellige overnatningsmuligheder, herunder pladser til egne vogne og telte samt forskellige former for ”glamping” – også på dagsbasis.
– Vi ser virkelig frem til de nye muligheder på campingområderne. Den opdatering er tiltrængt, siger Peter Møller Madsen.
I disse dage løfter festivalen sløret for de konkrete overnatningstilbud i forbindelse med campingsalgets start den 13. februar.

Camp Øst bevares
Som nævnt, vil udviklingen af det ganske store område ske i etaper, hvor området nærmest Aalborgvej allerede i år vil blive taget i brug. I løbet af de kommende år inddrages det øvrige område. Det forventes at området på sigt vil lette selve forberedelserne til den årlige festival, og det vil påvirke selve driften af Nibe Festival markant i positiv retning, understreger Peter Møller Madsen. Han supplerer samtidig, at området med ”Camp Øst”, som det har været de seneste tre år, foreløbig bevares stort set i sin nuværende form.
Festivalfonden står bag
Festivalens talsmand understreger, at det naturligvis er Nibe Festival Fonden, der står bag muligheden for at erhverve gården og det store jordstykke øst for Skalskoven, og det har været en klar strategi gennem de senere år, at festivalen skal have nogle arealmæssige – helst velbeliggende – muligheder for den fremtidige udvikling. Den strategi har vi nu taget et afgørende skridt til at kunne efterkomme, supplerer Peter Møller Madsen.
Omdirigering af tung trafik
Investeringen handler dog ikke kun om at forbedre forholdene for campisterne. ”Investeringen giver også, i takt med at området udvikles, mulighed for løbende at forbedre logistikken - ikke mindst ift. trafikken i de beboelsesområder, som støder op til Skalskoven” – slutter Peter Møller Madsen. / JS