Med stor hjælp fra en masse samarbejdspartnere og sponsorer er det igen i år lykkedes Kulturnattens arrangørgruppe at få arrangeret en omfattende og alsidig Kulturnat i Nibe, som løber af stabelen i aften fredag.

Arrangørerne har fastholdt den grundlæggende struktur for arrangementet, fordi den i de tidligere år har vist sig at være en succes.

Men som altid er der fundet på forbedringer, som forventes at gøre publikums samlede oplevelse endnu bedre. Noget af det nye i år er, at en kendt kunstner, Jette Torp, kommer til at danne ramme om Kulturnatten, fordi hun både underholder ved åbningen, og afslutter med en koncert sidst på aftenen.

Endvidere er koncerterne grupperet på en måde, som giver publikum gode muligheder for at komme til en koncert uden at skulle gå fra en anden, mens den stadigt er i gang.

Også selve programmet har fået en ny form, så publikum nemmere kan få et overblik og planlægge en rute rundt til oplevelserne.

Arrangørgruppens hårdtarbejdende ildsjæle er som tidligere Rikke Agnes Bach (Nibe Bibliotek), Mette Bach Sloth (Nibe Kirke), Lone Haagerup (Bog & Idé), Ole Sloth (musiker og ildsjæl) og Willy Kær (gruppens leder gennem mange år).

Kulturnatten åbnes fredag kl. 18:30 med underholdning ved den kendte sangerinde Jette Torp og åbningstale ved Willy Kær. /FH