FODBOLD, Jyllandsserien, kvinder

Nibe BK – Aalborg Chang: 4-0 (2-0)

Mål for Nibe: Sara Henriksen, Olivia Engelgreen, Rikke Nicolajsen (2)

Sidste hjemmekamp for kvinderne i Jyllandsserien skulle spilles mod formstærke Aalborg Chang der kom med 3 sejre i træk og dermed er kommet over nedrykningsstregen. Første opgør i Chang endte målløst, hvor Nibe rejste hjem med en følelse at den skulle de have vundet klart. Så der var lagt op til, at Nibe klart ville gå efter sejren selv om der i princippet ikke var det store på spil i tabellen for hjemmeholdet. Nibe satte sig fint på spillet i starten men helt kønt var det ikke. For få hurtige afleveringer i egne mod et hold der stod lavt på egen halvdel når Nibe var i kontrol på bolden, gjorde at man ikke helt kunne finde løsningerne. Lige indtil Sara Henriksen kom på banen efter 30 minutter, hvor hun efter et par minutter på banen blev spillet fri af Rikke Nicolajsen på kanten af feltet og scorede sikkert med venstrebenet i det lange hjørne. Minuttet efter sendte Olivia Engelgreen et hjørnespark tæt under mål og bolden fik lov at passere mellem venner og fjender ind ved modsatte stolpe.

I pausen var hjemmeholdet stadig ikke tilfreds med eget spil og Rikke Nicolajsen tog dirigentstokken og forklarede hvordan opspillet skulle foregå og det hjalp tilsyneladende. For efter 72 minutter havde hun lavet to mål på meget fine opspil med en 2. sidste fod fra Olivia på begge scoringer. Til sidst fik udeholdet lidt mere fat og havde et par store chancer, men her diskede keeper Nanna Julin op med en klasseredning så Nibe kunne holdet nullet.

Annitta Hviid Thuesen med bolden. I baggrunden Rikke Nicolajsen og Astrid Munk.

I en lidt rodet 1. halvleg hvor vi ikke rigtig får sat spillet ordentlig op og så alligevel fører 2-0 og samtidigt holder Chang fra chancer er egentlig godkendt, men de justeringer, Rikke kom med i pausen, hjalp virkelig meget og det blev noget mere sammenhængende, udtalte en småsyg Nanna Brix efter kampen. Træner Michael Frendrup siger - Vi spiller en fin kamp set over alle 90 minutter og vi vidste godt, at Chang er svære at lirke op hvis man ikke spiller bolden hurtigt rundt, og de har vist i de sidste 3 kampe, at selv topholdene kan ikke slå dem. Heldigvis kommer vi foran i en periode hvor det ikke kører så optimalt og det gjorde det lidt nemmere i 2. halvleg hvor Chang blev nødt til at satse lidt mere. Selv om vi fortsat er ramt af skader og lidt ferieramt i dag så er der bare så højt niveau i kvindeafdelingen at det ikke betyder noget, her tænker jeg på Sigrid Skau og Sara Henriksen der bare går ind og levere som 1. års senior, slutter træneren.

Med sejren er Nibe sikker på top 4 der var målsætningen, men hvis resultaterne flasker sig i sidste spillerunde på søndag, kan man også nå en historisk 2.plads! / JS

Sidste kamp spilles i Als på søndag.