Af: Evald Lange Rise, byrådsmedlem (S) og Tobias Bøgeskov Eriksen, 1. viceborgmester (S) 

Vi har i et enigt Teknik- og Miljøudvalg i Aalborg Kommune godkendt byfornyelsesprogrammet for Skomagertorvet i Nibe. Dermed har vi taget et vigtigt skridt mod en samlet fornyelse af et af byens mest centrale byrum. Programmet skal nu endeligt behandles og godkendes i Aalborg Byråd.

Skomagertorvet ligger midt i Nibes handelsliv – omgivet af butikker, biograf, bibliotek og caféer. I dag er torvet i høj grad præget af parkering og begrænsede opholdsmuligheder. Det har længe været et lokalt ønske at få mere liv, bedre rammer for ophold og flere grønne kvaliteter i midtbyen, og det er netop dét, vi nu tager hul på.

Et torv til både hverdag og fest
Med byfornyelsesprogrammet lægger vi op til en samlet investering på ca. 5,3 mio. kr. i omdannelsen af Skomagertorvet. Midlerne kommer fra den kommunale vækstbypulje og suppleres af statslige byfornyelsesmidler, som vi kan hjemtage. Derudover arbejder vi sammen med lokale aktører om at søge fonde, så projektet får et højt kvalitetsniveau.

Vores ambition er at skabe et mere indbydende og levende torv, hvor parkering fortsat indgår som en del af løsningen – men i en langt bedre balance med ophold, aktiviteter og byliv. Torvet skal fungere i hverdagen og samtidig kunne danne ramme om markedsdage, kulturarrangementer og byfester.

Med respekt for Nibes identitet
Nibe er Aalborg Kommunes eneste købstad og står foran sit 300-års købstadsjubilæum i 2027. Derfor har byen haft en særlig prioritet i budgetaftalen, og netop Skomagertorvet er udpeget som et sted med et stort, uforløst potentiale.

For os er det afgørende, at udviklingen sker med respekt for Nibes historie og særlige identitet. Omdannelsen af torvet skal understøtte det historiske købstadsmiljø og styrke midtbyen som samlingspunkt for både borgere, handlende og besøgende.

Lokalt samarbejde er afgørende
Projektet bygger videre på en længere proces, hvor en lokal følgegruppe med repræsentanter fra foreningsliv, handelsstand og andre aktører i Nibe har været inddraget. Den inddragelse fortsætter i den kommende fase, hvor vi i 2026 arbejder med skitsering og projektering, og hvor selve anlægsarbejdet forventes gennemført i 2027 – forudsat Byrådets endelige godkendelse.

Vi er overbeviste om, at et levende Skomagertorv ikke alene skabes med nye belægninger og inventar, men gennem lokalt engagement og aktivitet. Derfor er samarbejdet med byen helt centralt.

Godkendelsen i Teknik- og Miljøudvalget er et klart signal om bred politisk opbakning – og et vigtigt skridt på vejen mod et nyt og mere levende Skomagertorv i Nibe.