Der er lækkerier til både ganen og øregangen på menuen, når Ældre Sagen i Nibe 21. marts inviterer.

Det er lykkedes Ældre Sagen i Nibe at få en aftale med tenor Thomas Peter Koppel, der driver »Operettekompagniet«, og som turnerer over hele landet med operettemelodier, som vi alle kender. 

- Denne oplevelse kan du få om kort tid - lørdag den 21. marts - men der bliver sikkert rift om billetterne, så find annoncen her i avisen, og bestil billetter allerede nu, lyder det fra Bente Overgaard Nielsen fra Ældre Sagen Nibe, som er arrangør for dette spændende arrangement, som afvikles i Skal Pavillonen.

Tenoren Thomas Peter Koppel vil indtage scenen i Skal Pavillionen sammen med tenor Bo Kristian Jensen, der bliver akkompagneret af guitaristen og mandolisten Allan Sjølin. 

Thomas Koppel pointerer, at han gerne vil være budbringer for, hvad denne folkelige kunstart - nemlig operetten med alle de smukke og genkendelige melodier - betyder for generationer.

Der lægges op til en festlig eftermiddag, hvor der serveres kaffe med othellolagkage og kendte operettemelodier.

Det er Ældre Sagen, der er arrangør, men Bente Nielsen pointerer, at der er adgang for alle uanset om man er medem af Ældre Sagen eller ej: - Vi håber på stort fremmøde, så det kan blive en tradition, at man i Nibe fremover kan opleve musikalsk underholdning i form af operette.

/AN