- Fredag, 11. september 2026
På vegne af “Foreningen for bevarelse af Skalskoven” skriver Conny Nielsen, Nibe, dette læserbrev.
Nibe Avis bringer læserbrevet i lyset af, at kun nærtliggende grundejere til Skalskoven / Nibe Festival området har fået oplysninger fra Aalborg Kommune om fordebat for planlægning og miljøvurdering af Nibe Festival
––––––––––––
Nibe Festival er en vigtig del af Nibe. Den skaber liv, fællesskab, frivillighed og positiv opmærksomhed omkring byen. Det skal vi ikke være blinde for – og dette læserbrev er ikke et angreb på festivalen.
Men netop fordi festivalen er så stor en del af byen, er det vigtigt, at vi også tør stille spørgsmålet: Hvor går grænsen for, hvor meget vi kan ændre på det, der gør Nibe til Nibe?
Lige nu er der en fordebat om en udvidelse af Nibe Festival med nye arealer, to nye scener og en ny grusvej til tung trafik tæt på og inde i Skalskoven. Festivalen oplyser samtidig, at der hvert år skal bruges omkring fem uger på opbygning og yderligere to uger på nedtagning.
Det er altså ikke kun fire festivaldage. Det handler om, hvordan et af Nibes vigtigste grønne områder skal fungere resten af året – for gående, løbere, cyklister, børn, hundeluftere, naturinteresserede, dyrene og alle os andre, der bruger skoven.
Aalborg Kommune har selv beskrevet Skalskoven som “måske Danmarks første rekreative byskov” og samtidig skrevet, at skoven allerede er under stort brugerpres.
Det bør få os til at stoppe op. For hvis skoven allerede er under pres, hvorfor er løsningen så at øge aktiviteten yderligere?
Og det gælder ikke kun festivalen.
Vi står også med en langsigtet diskussion om nye veje og byudvikling omkring Nibe. Hvis mere trafik, flere boliger og nye infrastrukturanlæg samtidig skal finde plads omkring byen, bliver det endnu vigtigere at se på Skalskoven som én samlet ressource – ikke som arealer, der hver for sig kan tages lidt af.
Vi bør derfor insistere på, at beslutningerne træffes på et ordentligt grundlag. Vi mener, at dette er et anliggende, som vedkommer hele byens befolkning og ikke kun de boligområder som ligger nær Skalskoven. Hvorfor er det kun disse beboerne, som har modtaget et brev i e-boks med opgording for at indsende høringssvar?
Hvor meget natur går tabt? Hvor mange træer skal fældes? Hvad betyder støj, lys, tung trafik og menneskelig aktivitet for fugle, flagermus og andet dyreliv? Hvad betyder det for skovens rekreative værdi? Og hvad sker der, hvis både festival, byudvikling og nye veje lægges oven i hinanden?
Det er ikke spørgsmål, man kan besvare med, at “det kun foregår nogle få dage om året”.
Skalskoven tilhører hele Nibe. Derfor handler denne debat om, hvilken by vi ønsker at give videre.
Vi kan godt have en stærk festival og samtidig passe på vores skov. Men så kræver det, at vi tør stille de svære spørgsmål, før beslutningerne er truffet. For når først skoven er ændret, træerne er fældet og infrastrukturen etableret, er det svært at fortryde.
Vi vil samtidig gøre opmærksom på, at kommunen opfordrer alle , ikke kun de der er blevet oplyst gennem brev, at indsende høringssvar, meninger og ideer inden fredag d. 18. September på Aalborg kommunes hjemmeside under “kommuneplan, ny planlægning for Nibe Festival“
Lad os udvikle Nibe med respekt for Skalskoven – ikke på bekostning af den.
På vegne af “Foreningen for bevarelse af Skalskoven “ Conny Nielsen









