- Lørdag, 7. november 2026
Restauratør Aksel Jensen, Nibe, kan på mandag den 9. november fejre 80 års fødselsdag. Dagen oprinder i lyset af, at han i denne tid også kan notere sig 65 år som musiker og 50 år som restauratør i den navnkundige Skal Pavillonen.
Som en række andre senere musikere i Nibes mangfoldige liv af orkestre i 1960’erne startede Aksel Jensen sin musikalske karriere i Nibes FDF-orkester. Instrumentet var trompeten, som dog med tidens lyd blev vekslet til hammond orglet.
Sammen med jævnaldrende kammerater stiftede Aksel Jensen hen over vinteren 1961-62 det navnkundige orkester The Bongoes – til en start med navnet ”Bongo Boys”, men som bekendt blev navnet ret hurtigt ændret.
Nok var der startet en musikalsk løbebane, men en håndværksmæssig uddannelse blev det også til – som snedker – og med navnkundige S. Eriksen som læremester.
Meget betegnende for Aksels fremtid blev ét af de første jobs som snedkerlærling at nedrive den tidligere danseestrade, der lå ved Skal Pavillonen, og som tidligere blev anvendt til bl.a. søndagsmatiné med udendørs dans.
Jobbet som snedker – nu hos B. Mogensen, der havde efterfulgt S. Eriksen – gav grundlag for at interessere sig for et andet fritidsjob, nemlig som restauratør i Skal Pavillonen, da dette blev ledigt i 1976. En musikalsk karriere på fuldt blus og med spillejobs i det meste af Nordjylland, uge efter uge, blev så lagt på hylden, og efter få år blev dette job til fuldtids beskæftigelse.
Lejlighedsvis har fødselaren dog spillet med, når det populære ”Bongoes” har jubileret, hvilket ikke mindst er sket i Skal Pavillonen. Ligeledes har dele af det oprindelige Bongoes – incl. fødselaren – siden spillet som ”Bongoes ’62”.
Gennem 1970’erne og 1980’erne blev der fortsat holdt fredags- og lørdags bal i den gamle pavillon og ”store navne” var på plakaten, og den musikalske underholdning blev efterhånden udvidet med diskotek, når orkestrene holdt pause.
I påsken 1987 skete det så, at der efter ballet udbrød brand i den indre del af den gamle pavillon, og der kunne så ikke længere holdes bal mv. Pavillonen var i Nibe Kommunes eje, og en forsikringssum kunne ikke dække en reparation, endsige en ny-opbygning.
Sammen med sin hustru Karen, med hvem han har børnene Malene og Michael, tog Aksel Jensen så springet og sammen med Nibe Kommune investerede de både penge, uddannelse og masser af tid i en helt ny pavillon, som er dén, der står i dag.
Driften blev omlagt, og Skal Pavillonen blev derfra drevet som selskabslokaler – lejlighedsvis suppleret med påske- og / eller julebal, julefrokoster og masser af familiefester.
Fødselaren har gennem tiden arbejdet intenst med at udvikle Skal Pavillonen, der gennem tiden og den dag i dag står som det lokale mødested, når der holdes større eller mindre familie sammenkomster.
En periode, hvor Nibe fortsat havde flere hoteller og restaurationer, var Aksel Jensen formand for Nibe Restauratørforening.
For år tilbage supplerede Aksel Jensen med købet af det tidligere Nibe Missionshus, der i dag er døbt ”Kulturhuset”. Dette sted fungerer i dag mere på forsamlingshus-manér, og også her holdes lokale arrangementer, bl.a. bankospil – og senest under den nyligt afholdte Kulturnat i Nibe havde publikum lejlighed til at opleve Kulturhuset indefra.
Aksel Jensen havde i 2005 den store sorg at miste sin hustru Karen til kræften, hvilket naturligt tog hårdt på ham. Han besluttede imidlertid at fortsætte driften, hvilket fortsat sker, og med gode folk omkring sig.
Fødselaren er Nibenit om en hals, og han er altid god for en ”Nibe-snak”. I den forbindelse er han også et forbillede for den nye ordning, hvor Nibe Avis kan afhentes på lokale destinationer. Det har han nemlig gjort gennem adskillige år, hvor den daglige tur onsdag morgen som altid går fra hjemmet i Mellemgade til Skalskoven.
Den runde dag fejres ved et indbudt arrangement. / JS









