Nibe Festival 2025 er i fuld gang, og bag kulisserne står et kæmpe team på omkring 5000 medhjælpere. Peter Møller Madsen bød velkommen på det første pressemøde.

Ifølge talsmand og kunstnerisk ansvarlige, Peter Møller Madsen, er festivalens mål at levere en uforglemmelig oplevelse for de rekordmange gæster, der har fået billetter til den totalt udsolgte festival i Skal Skov.

Skovens magi byder på Musik, Fællesskab og Øjeblikke i Nuet
På festivalens første dag fortæller Peter Møller Madsen, at han og hele holdet arbejder hårdt for at skabe en kæmpe fest, hvor gæsternes glæde og forventninger til nogle uforglemmelige dage med musik og fællesskab i skoven skal indfries. Hverdagen er sat på pause, og her kommer folk for at leve i nuet.

Vejret er en joker, der ikke kan tæmmes
Sidste års festival blev præget af regn og kulde, og det var især regnen, der satte sit præg. Store søer dannede sig rundt omkring på festivalpladserne. Derfor er festivalledelsen ekstra stolte over, at alle billetter i år er udsolgt. Vejret er altid en joker, og det er en af de uforudsigelige faktorer, man må acceptere, når man afholder festivaler i Danmark, fortæller Peter Møller Madsen.

Vejrudsigten for årets festival er stadig svingende og usikker. Der kan komme masser af sol, men også regn – måske endda en storm torsdag. Men uanset vejret, slår Peter Møller Madsen fast: ”Vejret er lig med ægte ølvejr!”

Kæmpe Forberedelser er gået forud for festen
Thomas Larsen, formand for Nibe Festivals bestyrelse, tog sig tid til at fortælle om alt det forarbejde, der er gået forud for festivalen. I den sidste måned har 400-500 personer arbejdet intensivt på at få pladsen opbygget. I dagene op til festivalens åbning er antallet steget til omkring 700 frivillige, der har knoklet for at få alt på plads. 20 kilometer hegn og 5 kilometer lyskæder er blevet opsat, og det er et kæmpe apparat, der skal få festivalen til at køre. Mange frivillige bruger timer og kræfter i skoven før, under og efter festivalen.

Ansvarlighed og samarbejde - Fokus på byen og naboerne
Nibe Festival syder, larmer og fylder hele byen, men det er samtidig en kæmpe fest med en fantastisk stemning. Thomas Larsen understreger, at ansvarlighed overfor byen, den smukke Skal Skov og de nærmeste naboer er noget, der tages meget alvorligt. Det er et punkt, der altid er i tankerne, når festivalen arbejdes hen imod, så alle kan få den bedste oplevelse. / LA