- Lørdag, 5. juli 2025
Udover nyheder og tal var der musikalsk underholdning på pressemødet
Lørdagens pressemøde blev indledt af festivalens talsmand og kunstneriske ansvarlige, Peter Møller Madsen (herefter PMM), som forklarede, at med hensyn til vejret så er der jo tradition for, at det er gået godt. Således også i går, hvor meteorologernes nærmest skybrudsagtige varsler i virkeligheden var blevet til det, vi i Nibe kalder morgendug. Så indtil videre har vejret været en stor kontrast til sidste år.
Meget lidt dramatik, men arbejdsivrige medhjælpere
PMM fortalte om positive forhold i det forgangne døgn. Kun 7 personer er sendt hjem uden armbånd, og derudover har 9 personer fåret deres normale armbånd skiftet ud med et advarselsbånd. Der har kun været én voldssag, og den blev oven i købet trukket tilbage. Selv om der er set en ambulance på pladsen, så har der ikke været brug for egentlige udrykninger.
Også i lægekorpset var der så lidt at lave, at de læger, som kunne undværes, af sig selv tilbød at udskifte deres normale funktion med barvagter på Camp Øst.
Onsdagens omsætningsrekord er allerede slået
Efterfølgende kom festivalformand Thomas Larsen til mikrofonen, hvor han som sædvanligt gav nogle af de tal, som indikerer, hvor godt Festivalen kører.
Og den helt store succes var jo, at onsdagens omsætningsrekord kun fik lov at stå i to dage. Det viste sig nemlig, at fredagens omsætning for første gang blev over 9 mio.
Man ved jo, at der er ca. 4500 medhjælpere, og nu har man regnet på, at de i alt har dækket mere end 13.000 vagter, hvor de har præsteret 110.000 mandetimer indtil nu. Omregner man det til såkaldte årsværk, og lægger det sammen med de fastansatte på Festivalens domicil, så betyder det, at der indtil nu er præsteret 70 årsværk i dette års Festival. En imponerende indsats, som bare bliver endnu større, når Festivalen er slut, og det hele er pillet ned igen.
Musikalsk underholdning til pressen
Som tak til pressen for deres indsats blev lørdagens pressemøde sluttet af med en lille intimkoncert af bandet KRYD, som senere på aftenen gav koncert på Grøn Scene på Camp Øst. / FH
Intimkoncert med bandet KRYD.










