- Torsdag, 29. januar 2026
Nibe Avis har besøgt Tirsdagsholdet på Nibe Festival, et besøg, vi også senere vil gentage med andre deltagere.
Efter endt højtid med jul og nytår venter stadig et par højtider i forårets løb, men mange nibenitter og festivalgæster fra nær og fjern ser med længsel hen til en ekstra ”højtid”, nemlig Nibe Festival som i år er programsat til at løbe af stablen fra den 1. til 4. juli. For festivalgæster er det en begivenhed der står på i de ca. 4 døgn som festivalen varer, men for at det kan være den store succes som det er, er der udover de mange fastansattes indsats også et frivillig korps der bidrager aktivt året rundt.
Tirsdagsholdets bidrag er en win-win situation
Tirsdag formiddag kl. 9 mødes de mange frivillige på værkstedet ved Nibe Festival. Der er tale om pensionister fra mange håndværkskredse og øvrige faggrupper, som møder ind og bidrager med det som de hver især kan, og arbejdet tilrettelægges ud fra energi og kræfter hos den enkelte. De kender deres plads om det så er lageret, smede-, el- eller tømrerværkstedet de går til, så er der aktivitet hele vejen rundt. Tillige er en lille gruppe kvinder, også kaldet ”Krukkerne” i gang med alt forefaldende arbejde indenfor deres ansvarsområder. Det være sig, oprydning, dekorationer, museums update, vasketøjssortering, forberedelser med opdækning til arrangementer i ”Støberiet”. Et kig ind i et nyindrettet småtingsarkiv som i øvrigt er bygget af håndværkere fra tirsdagsholdet viser, at ”Krukkerne” også har sat deres fodspor her, hvor der nu er skabt et årsoverblik med vigtige ting at gemme, f.eks. armbånd, nøgleringe mm. I et hjørne af lokalet hænger sågar Frank Megabodys konferencierjakker og en særlig festival jakke tilhørende Peter Møller Madsen.
Styr på genbrug og produktion
Det store lager med store genbrugsaktiver er ligeledes lokationsopdelt, så der tilsvarende er system i tingene her og rig mulighed for overblik.
På værkstederne er det, udover at producere ”nyt” til kommende festival, også opgaver som sortering og renovering der er på programmet, samt at hjælpe til med forefaldende opgaver. Der tænkes også her i genbrug og miljø.
Med gennem 15 år
Med længst anciennitet i ”afdelingen” er Svend Erik Christensen som nu har været frivillig i ca. femten år, og som i 2018 blev udnævnt til Oldermand for sin ”ukuelige arbejdsomhed, humør, gejst og holdbarhed”. Ingen tvivl om at der er respekt om Svend Erik på værkstedet, kollegerne henviser pænt til det ophængte diplom på væggen. Han er også den der har styr på, at der om året sorteres ikke mindre end 25.000 skruer på værkstedet.
Sociale relationer giver værdi
Her, som andre steder, betyder det sociale meget for den enkelte, - at komme hen og få en snak med dem man går sammen med, - og tonen, ja den tilpasses nok efterhånden som man kender hinanden. Udover at være et stort aktiv for den enkelte mand eller kvinde, er det også noget der skaber stor værdi for festivalen at have denne gruppe frivillige, udtaler Anders Kristensen som er med i Ledelsen i Nibe Festival. - Første mand hentede vi for år tilbage, efterfølgende er de kommet helt ad frivillighedens vej. En ægte win-win situation for alle. Det er her som på efterhånden mange andre arbejdspladser; Nibe Festival kvitterer med formiddagskaffe og frokost til det aktive tirsdagshold. / HBS










