- Søndag, 10. maj 2026
Fredag aften i den forgangne uge fik mere end et halvt hundrede gæster en oplevelse udover det sædvanlige.
Den lokale Limfjords-troubadour Jens Jeppesen og hans faste makker Esben Kjær gav nemlig koncert i KulturBrugsen i Sebbersund.
KulturBrugsen er Sebbersunds samlingspunkt
Lokalsamfundet har stor glæde af KulturBrugsen (bygningen, hvor den gamle brugs lå), fordi der her diskes op med rigtigt mange forskellige aktiviteter.
Fredag aftens arrangement blev indledt med fællesspisning, og for at blive i det maritime tema blev der selvfølgeligt serveret stjerneskud.
Sangene afspejler livet med fjorden som nabo
Limfjords-troubadouren Jens Jeppesen fokuserede i sine sange på tidens tendenser ud fra iagttagelser af livet på godt og ondt. Baggrunden for mange af sangene er blandt andet Jens' opvækst ved Limfjorden, og hans personlige møde med lokalområdets skæve eksistenser. Med et glimt i øjet serverede han en samling af oprigtige sange, hvor havet og fjorden er det gennemgående tema.
Jens Jeppesen og Esben Kjær underholder på forskellige spillesteder rundt omkring, og denne gang var det helt lokalt i Sebbersund. Koncertens sætliste bar præg af, at de denne aften var på absolut hjemmebane.
Da koncerten var slut, blev der kvitteret med stående bifald til de to dygtige musikere som tak for en skøn og dejlig aften i musikkens, samværets og fællesskabets tegn. / FH









