- Torsdag, 19. marts 2026
Januar og februar i år har været stærkt præget af frostgrader. I en sådan grad, at fjorde og søer har været isdækket. Dette har i særlig grad præget søen i Skørbæk, som gennem godt halvanden måned har været isdækket, og dermed har perioden uden tilførsel af ilt været så lang, at fiskene i søen er døde af iltmangel.
Skørbæk Sø har ikke nogen særlig dybde, så fiskene – store karper og mindre ferskvandsfisk – har ikke kunnet søge mod mere iltholdigt vand, og der er i perioden ikke tilført ilt til vandet.
Jørn Dahl Nielsen, Skørbæk, har fulgt udviklingen på nærmeste hold, og med erfaring fra tidligere vintre, hvor der har været langvarigt isdække på Skørbæk Sø, har resultatet været det samme. Til Nibe Avis siger han: – Det er rigtig ærgerligt, og vi frygtede det ville ske igen. En af de store fisk – karper – målte 60 cm – og når selv ål dør er det alvorligt.
– Hvordan fiskebestanden i Skørbæk Sø kan blive genoprettet, ved vi intet om lige nu, slutter Jørn Dahl Nielsen. / JS










