FODBOLD - kvinder, Serie 2

Nibe - Hornum: 2-2 (1-1)

Nibe 2 spillede sin anden kamp i puljen mod Hornum IF I Nibe, en revanche for Nibe pigerne. – En del af pigerne huskede tydeligt kampen i Hornum, hvor vi fik ørene i maskinen. Pigerne var indstillet på, at dette ikke skulle ske igen, siger træner Diana Bergmos. Efter blot 2 minutter scorede Rikke Nicolajsen til 1-0 på en aflevering af Mathilde Buus. Nibe spillede rigtig meget af første halvleg på Hornums banehalvdel - en helt anden kamp end den første i Hornum for nogle uger siden. Pigerne kæmpede rigtigt hårdt, alle 11 spillere på banen gjorde en kæmpe indsats, og man kunne virkelig se, at dette ikke skulle være en gentagelse af sidste kamp. I det 17. minut fik Hornum et hjørnespark. – Vi ved fra sidste kamp, at de er dygtige på deres hjørnespark og man er ikke i tvivl om, at det har de øvet. Bolden ryger indover, og vi kludrer lidt i det, og Hornum udligner derfor også i det 18. minut til 1-1. Uheldigt da Hornum generelt ikke har meget at byde ind med i løbet af kampen, udover når vi laver fejlafleveringer, siger Nibe-træneren.

Nibes Anne Brand med bolden – bagest Nibes Mathilde Buus Bergli.

I det 53. minut, scorede Rikke Nicolajsen endnu engang på en assist fra Mathilde Buus – denne gang til 2-1. I det 70. minut fik Hornum scoret på et langskud, hvor Nibes keeper Nanna lige når at få bokset til bolden, men desværre ender den i mål. Vi formår at presse Hornum til det sidste og de stresser rigtig meget. Desværre ender kampen 2-2, en kamp der ligeså godt kunne have tippet til vores side. Det ene point kan til gengæld vise sig at være vigtigt i sidste ende, da både nummer 1 og 2 i puljen rykker op i Serie 1.