- Søndag, 16. juni 2019
FODBOLD – Serie 2
St. Restrup IF – Møldrup/Tostrup: 4-1 (1-0)
1-0: Christian Montoya, 2-0: Andreas Horskær, 3-1: Andreas Hedegaard, 4-1: Nicolai Olsen
St. Restrup IF tog lørdag i mod gæsterne fra Møldrup/Tostrup. Rammen var sat, da St. Restrup IF havde inviteret sponsorer og alle andre til fodbold på Frejlev Stadion. Der var sågar bolddrenge til opgøret – så der var intet uden om selve kampen at sætte en finger på; tvært imod. Der var mødt et talstærkt publikum op, til en yderst vigtig kamp, hvor taberen ville være meget dårligt stillet i den videre kamp i mod overlevelse i serie 2-rækken.
Begge hold startede på det jævne. Møldrup/Tostrup ville gerne have opgøret langt ned i tempo, for på den måde at slå hjemmeholdets spil i stykker. Dette lykkedes de kun delvis med i kampens første halve time, da de absolut intet selv skabte. Efter 40 minutter sled Christian Montoya sig i gennem og sendte bolden i mål til 1-0. Dette var også stillingen ved pausen.
St. Restrup IF kom meget stærkt med til anden halvleg. Da der var spillet 55 minutter blev der begået straffespark mod St. Restrup IF’s Patrick Lindberg. Andreas Horskær omsatte staffesparket i overlegen stil, da han flot efterlignede tjekkoslovakken Antonin Panenkas afgørende finale-straffespark fra EM-slutrunden i 1976. 2-0 stod der nu på måltavlen. Kort efter fik Møldrup/Tostrup reduceret til 2-1 – også på straffespark. St. Restrup IF bibeholdte overtaget i opgøret efter reduceringen. Efter 67 minutter fik Andreas Hedegaard scoret til 3-1, og i dommerens overtid var det Nicolai Olsen, der kunne hamre bolden ind til slutresultatet; 4-1.
Med sejren er St. Restrup IF tæt på endnu en sæson i serie 2, hvor der blot resterer én spillerunde inden tabellens endelige resultat er på plads.









