HÅNDBOLD - 3. division, herrer

Nibe HK – Hjørring 23-24 (12-16)

Målscorere for Nibe: Anders Møller Droob 10 mål, Rasmus Skoda 6 mål, Mads Krogh og Sebastian Mortensen hver 2 mål, Frederik Dahl, Andreas Brunsgaard og Gustav Kalstrup Hess hvert 1 mål

Lørdagens kamp mod en af opryknings kandidaterne fra Hjørring, der på forhånd var klare favoritter mod et hårdt prøvet Nibe hold, skulle vise sig at blive en spændende affære i sidste ende.

Første halvleg forløb som forventet med, at topholdet trak lidt fra Nibe HK, der på trods af et godt forsvar havde svært ved at hænge på Hjørring. – Vi kæmper rigtig godt i forsvaret, men skal i første halvleg bruge mange flere kræfter på at score end Hjørring skal, derfor er Hjørring foran med 4 mål til halvleg udtaler træner Michael Svenstrup.

I anden halvleg starter Hjørring også bedst og får i løbet af de første 6 minutter bragt sig foran med 6 mål, og det ser noget sort ud for Nibe holdet. Men stille og roligt vender kampbillede; nu er det Hjørring, der skal slide for deres scoringer og Nibe HK der har teten. Nibe HK har for anden kamp i træk muligheden for at udligne i de sidste sekunder, uden at det lykkedes at få den sidste gevinst med. Så Hjørring kan trække sig sejrrigt ud af kampen med  slutstillingen 23-24.

Sebastian Mortensen bryder igennem.

– Jeg synes faktisk drengene gør det rigtig godt i dag. Vi ville selvfølgelig meget gerne have haft det ene point, når vi nu har chancen i slutfasen. Men set over hele kampen kæmper vi rigtig godt, og der er ingen tvivl om at de store Hjørring spillere ikke brød sig om vores kontante forsvarsspil, og at det var det, der gjorde, at vi kom så flot tilbage i kampen igen, fortsætter Michael Svenstrup.

Skal vi gøre status efter den første halvdel af sæsonen, ville vi gerne have haft 3-4 point mere på kontoen, men vi har ikke haft de fornødne ressourcer og det fornødne held i afgørende faser af de tætte kampe; derfor må vi tage til takke med at være placeret lige over nedrykningspladserne. Nu er der julepause rent kampmæssigt, og vi har mulighed for at dosere træningen, så vi kan komme stærkere ud til sidste halvdel af sæsonen, slutter træner Michael Svenstrup