FODBOLD – SERIE 2

St. Restrup IF - Gudumholm: 4-1 (1-0)

Målscorer: 1-0: Patrick Lindberg, 2-0: Mike Kristensen, 3-1: Andreas Horskjær, 4-1: Oliver Lendzian

Mandag aften havde fodboldspillerne fra St. Restrup IF den første af to gyldne muligheder for at rykke op i næste sæsons serie 1. Målet var ganske klart – der skulle en sejr i hus på hjemmebanen over Gudumholm, og så ville St. Restrup IF kunne skrive serie 1-klub på cv’et.

Klubben havde i dagene op til opgøret forsøgt at råbe folk af huse, for at få den ned på Frejlev Stadion. Denne mission lykkedes til fuld, da mere end 200 fodboldglade personer i alle aldre gæstede et kampklart Frejlev Stadion.

Der gik ikke mange sekunder af opgøret før de mange tilskuere fik noget at klappe af. St. Restrup IF’s Patrick Lindberg sendte et fladt skud i mål til 1-0. Efter scoringen var St. Restrup IF tæt på en udbygning af denne føring, da Anders Holt efter et flot sololøb fandt Andreas Horskjær, der var yderst tæt på at score. Samme Andreas Horskjær var øjeblikket efter tæt på at dreje bolden helt op i det lange målhjørne, men måtte se sin afslutning snige sig forbi krydset af målet. Efter den hæsblæsende start fandt kampen et mere jævnt niveau. Gudumholm havde midtvejs i halvlegen et langskudsdrøn på overliggeren, og St. Restrup IF blev mindet om, hvor hurtigt tingene kan ændre sig i fodbold. 1-0 var også stillingen ved pausen.

Anden halvleg startede meget jævnbyrdigt. Gudumholm forsøgte sig på høje bolde, indlæg og standartsituationer, mens hjemmeholdet sendte sine hurtige kantspillere ud over stepperne for at skabe nogle gode scoringsmuligheder ad den vej. Efter 60 minutters spil blev Gudumholm tildelt straffespark. Dette blev sendt højt over mål. Så hjemmeholdet slap med skrækken. Efter 70 minutters spil kom et længe ventet jubelbrøl, da Nicolai Olsens afslutning blev halvklaret af Gudumholm-målmanden, og Mike Nørgaard kunne heade bolden i mål til 2-0 fra tæt hold. Nu lignede det en sikker sejr, der ”bare” skulle køres hjem. Gudumholm ville de dog anderledes, og i det 75. spilminut fik de svaret igen med en reducerende 2-1-scoring. Dette rystede dog ikke hjemmeholdet, der hurtigt fandt modsvaret. Dette forløste sig i det 85. minut, da Andreas Horskjær efter en fantastisk dribletur hamrede bolden i mål til 3-1. Minuttet efter slog hjemmeholdet sidste søm i, da Oliver Lendzian scorede kampens sidste mål til slutresultatet; 4-1.

Efter dommerens sidste fløjt brød jublen løs bandt spillerne på banen. Champagnepropperne og konfetti røg i vejret. Det samme gjorde St. Restrup-træner Michel Valdemar som det ikoniske bevis på, at holdet har vundet rækken og er rykke op i næste sæsons serie 1-række. Et niveau klubben skal helt tilbage til sæsonen 1998/1999 for at finde magen til.