For første gang nogensinde stillede Nibe Roklub den forløbne weekend med et rent Nibe-mandskab i toerkajak til et sprint-stævne i Silkeborg.

Leander Kaarsberg og August Carøe Petersen stillede op i toerkajak i U12 klassen til Silkeborg Regatta. Selvom det var deres debut til et sprint regatta, lykkedes det dem at vinde bronze på 200m distancen. 

Weekendens regatta var en prøve på, om kaproning nu er lige så sjovt og spændende som det ser ud. Der var stor tilfredshed hos dem begge, og næste mål er DM sprint, der afholdes i Holstebro sidst i august, hvor Nibe-mandskabet igen stiller op. 

August Carøe Petersen og Leander Kaarsberg er her på vej i mål på 200 meter sprint.

Nibe Roklub tog også et par sølvmedaljer med hjem. Søren Carøe Petersen og hans makker Mikkel Guldberg fra Silkeborg, vandt sølv på 1000m distancen for herre senior. Lærke Carøe Petersen og hendes makker Matilde Christensen fra Silkeborg vandt ligeledes sølv på 1000m for dame senior.

Søren Carøe Petersen og hans makker Mikkel Guldberg fra Silkeborg – her i 2'er kajak, hvor de vandt sølv på 1000 meter.
På præmieskamlens 2. plads: Lærke Carøe Petersen og Matilde Christensen, Silkeborg. Også de vandt sølv på 1000 meter. Foto: John Mortensen.