- Mandag, 14. august 2023
Nibe Boldklub var oversidder i første runde af DBU's pokalturnering. Det betyder, at højere rangerende hold kan komme til Nibe.
Trænerstaben og mange af spillerne sad klistret til skærmen fredag middag, da der var lodtrækning til 2.runde i pokalen. Alle krydsede fingre for AaB, FC Midtjylland eller Silkeborg men disse tre hold blev trukket hurtigt. Men Nibe stod dog ikke skuffet tilbage, da de var heldige at trække de tidligere Danmarksmestre og 3 gange pokalvindere fra Esbjerg. En klub som stadig betegnes som en af de helt store i dansk fodbold, selvom de efter et par svære år nu befinder sig i 2.division.
Nogle datoer står bare mere klar i erindringen end andre. Her hentydes der til søndag den 29. maj 2011, da Esbjerg legenden Tim Janssen reddede AaB fra nedrykning ved at udligne langt inde i overtiden mod Randers.
Den 5. september i år vil ligeledes være en dato som Nibe spillerne nok aldrig vil glemme når Esbjerg kommer på besøg på vores forhåbentlig propfyldte stadion. Forberedelserne er allerede begyndt for at få skabt en fantastisk ramme for en spændende aften.








