- Fredag, 15. september 2023
Lørdag fejrer Bislev-Nibe Badmintonklub sit 50 års jubilæum med aktiviteter i idrætshallen, medlemsfest mv.
Nibe Avis ser her tilbage på nogle af de aktiviteter og initiativer, der er sket gennem de 50 år.
Gennem nogle år havde der været vist interesse for at spille badminton i Bislev, men dette skete kun lejlighedsvist og mest på privat basis. Først med to spillere, i 1967 – og antallet blev snart fordoblet, så der kunne spilles double, forklarer tidligere formand for klubben, nu afdøde Sven Erik Christoffersen i jubilæumsskriftet fra 1998. Interessen steg gradvist, og i 1973 stiftede en række ildsjæle med interessen for badminton, Bislev Badmintonklub.
Et interessemøde blev indkaldt med muligheden for at afholde stiftende generalforsamling, og de fremmødte besluttede samme aften at stifte klubben med en bestyrelse bestående af Richard Søbygge (formand), Tage Christiansen, Sven Erik Christoffersen, Henry Egebæk (sekretær) og Ellen Ørris (kasserer). Bislev Badmintonklub blev dannet i nær kontakt med Bislev Idrætsforening.
Første klubmestre
I foråret 1974 blev det første klubmesterskab afholdt, og følgende vindere blev fundet: Pigerækken: Anna Christiansen over Kirsten Sondrup. Drengerækken: »Preben« over »Hans«. Damerækken: Bente Christiansen over Rita Egebæk. Herre B-rækken: Henry Egebæk over Godiksen. Herre A-rækken: Sv. Aage Pedersen over Poul Christiansen. Præmierne var fordelt mellem tasker, vandrepokaler og tasker fra de lokale pengeinstitutter.
Der blev allerede i foråret 1974 arbejdet med muligheden for at opføre en hal med to baner.
Byggeri af en hal var i tankerne
Samme forår, i 1974, blev der drøftet muligheden for at opføre en hal med to baner i Bislev – tan-kerne blev senere samme år skrinlagt, da planer om byggeri af en idrætshal i Nibe blev mere kon-krete. Indtil hallen i Nibe ville være en realitet, blev alle turneringskampe spillet på udebane.
Efter langt de fleste aktiviteter i klubben i løbet af 1976 var flyttet til Nibehallen, blev det 4. april 1976 besluttet at ændre klubbens navn fra Bislev Badmintonklub til Bislev-Nibe Badmintonklub.
Nibehallen – med højt til loftet
Den daglige drift af klubben; dvs. træning og motions badminton, er klubbens mest omfattende virksomhed, og har været det gennem hele klubbens levetid. Og som Sven Erik Christoffersen skrev i 1998, så var det en befrielse, i 1976 at flytte til Nibehallen med »højt til loftet og ingen gymnastiksals bomme« – og alle måtte derfor lære at serve på ny, for nu kunne man jo spille frit, uden risiko for at ramme loftet!
Eget klublokale blev en realitet
For enhver idrætsklub er der også et socialt liv at tage hensyn til, og det havde været en mangelvare i klubben siden starten.
Dette blev en realitet, da der i 1995 blev tilbygget »en halv hal« til den oprindelige idrætshal. En del af denne tilbygning kom til bl.a. at indeholde klublokaler til Bislev-Nibe Badmintonklub og Nibe Håndboldklub, så var den del på plads.
I 2008 blev Nibehallen igen udbygget – denne gang til »en hel idrætshal«, og med tilknyttet motionscenter og ekstra plads til udlejning ved arrangementer, møder og fester. Nu og fremover blev navnet på institutionen så ændret til Nibe Idræts- & KulturCenter, hvor klubben fortsat udfolder sig.








