- Mandag, 17. juni 2024
FODBOLD: Jyllandsserien, kvinder
Tornby IF – Nibe B 1-3 (0-1)
Målscorere: Nanna Brix, Laura Engberg, Alberte Frendrup
Lørdag skulle Nibes Jyllandsserie kvinder spille sæsonens sidste kamp i Tornby og med pointet i sidste kamp var overlevelsen en realitet inden turen nord på. Så kunne man måske fristes til at tage lidt let på opgaven men dette var ikke tilfældet da Nibe gerne ville slutte godt af og man havde også lidt et ansvar for turneringen da Tornby med point kunne holde liv i deres redning til næste weekend på bekostning af Aalborg Chang.
Tornby lagde bedst ud i medvinden og Nibe havde lidt svært ved at finde hinanden i pasningsspillet. Det blev dog Nibe der kunne gå til pause med en føring da Marie Vasegaard sendte et frispark fra venstre side mod det fjerneste målhjørne hvor keeperen fumlede lidt med bolden og her var Nanna Brix hurtig over returen og sparkede bolden i kassen. Fra 2. halvleg begyndte Nibe at sætte sig på spillet da hjemmeholdet måske ikke var så formstærke som de grønne. Alligevel tog Nibe sig en blunder efter 55 min. på et hjørnespark hvor man (endnu en gang) passivt så på at en modstander stående kunne heade bolden ind bag Nibes ellers fremragende keeper Nanna Julin. Men herefter tog Nibe helt over i resten af kampen og da et flot opspil i højre side mellem Mette Pedersen og Kristina Brutsaert endte med et fladt indlæg i det bagerste område kom Laura Engberg blæsende og sparkede bolden fladt ind i det lange hjørne – en perle af et mål! Kort før slutfløjt var Kristina Brutsaert igen på færde, hun blev spillet fri af Cecilie Gyntelberg og driblede forbi den fremadstormende men vinklen blev for spids og hun afleverede i stedet bagud til Alberte Frendrup der løftede bolden ind over et par modspillere i et tomt mål.
-En flot afslutning på en meget hård sæson, siger Alberte Vestergaard der gennem det meste af sæsonen har døjet med lysken – Jeg har fået et træningsprogram som jeg vil følge gennem hele sommerpausen så jeg er 100% klar til efteråret, tilføjer hun.
Kampen gav debut til Kristine Mønsted der er kommet til fra Støvring og samtidigt var det Cecilie og Kristinas sidste kamp i denne omgang.
-Vi ser frem til en sommerpause nu – det trænger vi til alle sammen, siger en udmattet Caroline Mathilde Lund, der vanen tro løb solen sort på midtbanen.
Slutteligt vil trænerteamet gerne takke alle der har støttet op når der har været brug for hjælp – i sær vores U17 piger og 7:7 holdet, uden dem var det ikke gået.