- mandag, 24. juni 2024
FODBOLD – Serie 2, herrer
Nibe B - Strandby IF Farsø: 1-1 (0-1)
Mål for Nibe: 1-1 Gabriel Rask Martinez.
Det blev ikke den helt store fodboldkamp, da Nibe tog imod Standby i forårets sidste kamp. Det skyldtes nok primært, at gæsterne allerede var rykket ned i serie 3 og hjemmeholdet rykket op i serie 1 i sidste runde. Så at hverken hjemme- eller udehold havde noget på spil, kunne ses på banen.
I en første halvleg hvor Nibe spillerne var dårlige med bolden, var det mest spektakulære, at udeholdet bragte sig foran i en situation efter en halv time, hvor de fleste på stadion, når havde vinket en offside.
Tre udskiftninger i pausen gav hjemmeholdet mere spil på gæsternes halvdel, men det skulle nu være (endnu) en genialitet fra Gabriel Rask Martinez, der hev en uafgjort hjem for Nibe. Efter 65 minutter skød han et frispark op i krogen til 1-1. Det resultat holdt kampen ud, selvom Nibe ved flere lejlighed bankede på for et sejrsmål.
Spillerne kunne efterfølgende lade sig hylde med champagne og oprykningstrøjer med guldskrift, inden den senere stod på de traditionelle oprykningsbøffer.
Cheftræner Mick Andersen udtaler: ’Det bliver lige præcis sådanne en kamp, som jeg havde forventet. Det ligner jo at halvdelen af holdet havde været til svendegilde i går, hvilket nok primært skyldtes, at det var de. MEN det skal der også være plads til efter en lang sæson, hvor vi er rykket op. Spillerne skal også finde hinanden udenfor banen og blive et hold. Jeg hæfter mig særligt ved, at de U19-spillere der har været flittigst til træning og kamp, også er blevet en integreret del af det sociale fællesskab, og de kan efterhånden godt give de erfarende spillere tilbage på drillerierne. Det er et sundhedstegn, som forhåbentligt kan styrke seniorafdelingen allerede fra efterårets sæson. På vegne af spillere, trænere og andre hjælpsomme sjæle omkring holdet vil jeg gerne takke alle, der har fulgt med. Jeg håber, at vi ses i serie 1 også’.