FODBOLD – SERIE 1

St. Restrup – Aabybro IF: 4-0 (2-0)

Mål for RIF: 1-0: Lasse Bukh Møldrup, 2-0: Anders Holt, 3-0: Fahim Alekuzai, 4-0: Anders Holt

Lørdag eftermiddag var der lagt op til topopgør mellem St. Restrup IF og Aabybro IF. Hjemmebanefordelen kunne St. Restrup IF ikke helt bryste sig af, da kampen var flyttet til kunstgræsbanen i Svenstrup-Godhåb IF. Aabybro skulle bruge en sejr for at holde trit med St. Restrup IF i tabellen. Det var de lykkedes med i de to holds første indbyrdes opgør i sæsonen, hvor de vandt med 2-0.

Inden kampens første fløjt blev St. Restrup IF’s William Elkjær fejret for 100 førsteholdskampe, hvor fodboldformand Nanna Skovsgaard Kristensen og sønnen Vincent Skovsgaard Kristensen overrakte en erkentlighed. 

St. Restrup IF lagde godt fra land i opgøret, og det var tydeligt, at Aabybro IF ville bruge den samme opskrift, som fra de to holds første indbyrdes opgør i sæsonen, med en klar defensiv orientering og fokus på de få omstillingsmuligheder de måtte erhverve sig. Efter 28 minutters spil headede St. Restrup IF’s Lasse Bukh Møldrup på vinderkurs med sit 1-0 mål. Efter scoringen pressede St. Restrup IF yderligere på for en scoring. Den scoring kom kort inden dommerens pausefløjt. St. Restrup IF’s Anders Holt brugte både fysisk, fart og et køligt overblik, da han lagde bolden ind bag Aabybro-målmanden til 2-0. Dette var også stillingen ved pausen.

Det var et fokuseret St. Restrup-hold, der gik på banen til kampens anden halvleg. Det var tydeligt, at de ikke skulle give noget væk til Aabybro-holdet, som allerede nu virkede en smule opgivende. Det var særligt St. Restrup IF’s evne til hurtigt kombinationsspil i banens længderetning, som voldte rækkens nummer to problemer. Efter lidt mere end en times spil af opgøret faldt kampens reelle afgørelse, da Fahim Alekuzai flot lagde bolden over, en fremadstormende Aabybro-målmand, til 3-0. I kampens sidste fase fik St. Restrup IF’s Anders Holt fordoblet sin målscoring, da han med sit andet mål bragte St. Restrup IF på slutresultatet; 4-0.

Historisk sæsonafslutning i vente
Det blev en imponerende flot kamp af St. Restrup IF, som med sejren er historisk tæt på at sikre klubben sin første placering i jyllandsserien nogensinde. Før det kan blive en realitet skal de rødblusede St. Restrup-spillere bruge ét point i holdets sidste to kampe, eller nærmeste forfølger Hjørring IF skal blot sætte points til i en af sine tre resterende kampe, hvor sidste kamp i sæsonen netop står mellem St. Restrup IF og Hjørring IF. Der er således et par spændende uger i vente for St. Restrup IF. / ELR

Inden opgøret modtog 100-kampsjubilar William Elkjær erkendlighed af St. Restrup IF’s fodboldformand Nanna Skovsgaard Kristensen, der var flankeret af sønnen Vincent Skovsgaard Kristensen.