FODBOLD – serie 1, herrer

LKB/Gistrup – NB: 2-4 (1-2)

Mål for Nibe: 0-1 Laurits Rasmussen, 0-2 Kristian Kierch Pedersen, 1-3 Laurits Rasmussen, 2-4 Markus Adelsen

Man of the match: Laurits Rasmussen.

Hele 10 afbud havde Nibes trænerduo fået ind til kampen lørdag. Alligevel lykkedes det Nibe at få de tre points i en rigtig fin ramme i Gistrup.

Nibeholdet var klar fra kampens start, og allerede efter 11 minutter var de foran med 2-0 på et hovedstødsmål af Laurits Rasmussen og en køling afslutning med venstre benet fra Kristian Kierch Pedersen.

Hjemmeholdet kom mere med i kampen, og de fik med god bevægelighed og dybe afleveringer presset Nibe længere tilbage på banen. Efter cirka 30 minutters spil blev en ufarlig afslutning fra kanten af feltet rettet af på foden af Conrad Hindsdal, hvilket resulterede i, at bolden lige præcis trillede ind i målet, selvom Anders Lund gjorde sit bedste for at holde den ude. Stillingen var således 2-1 til Nibe ved pausen.

Nibe startede anden halvleg bedst, og de havde fint styr på eget kombinationsspil. Små 20 minutter inde i halvlegen dukkede Laurits Rasmussen igen flot op i feltet, og han fik med sit andet hovedstødsmål bragt Nibe foran med 3-1.
Det virkede egentlig som om, Nibe var meget godt i kontrol, men efter et par formationsskift fra hjemmeholdet fik de reduceret til 2-3 efter en hjørnesparkssituation, hvor Nibe nok kunne have gjort lidt mere for at få bolden ud af egen forsvarszone.
Hjemmeholdet pressede naturligt længere frem i jagten på en udligning, hvilket gav Gustav Hess muligheden for at komme afsted i den anden ende, og med en super aflevering med ydersiden kunne Markus Adelsen lukke kampen til 4-2 med et par minutter tilbage.

Nibes træner Mick Andersen: – Vi vidste, at det i dag ville blive en kamp, der krævede noget fysisk af os. Der må jeg igen bare rose spillere for at tage den kamp op og give alt, hvad de har i sig for at hive sejren hjem. Trods en hel del afbud så formår holdet i dag at gøre, hvad der skal til, hvilket gennem hele 2024 har været en positiv tendens. Kan vi fortsætte den tendens i de sidste par kampe, så bliver det spændende at se, hvordan stillingen endeligt kommer til at se ud. Efter dagens resultater skal de to øverste pladser deles mellem tre hold. Jeg er stolt over, at vi som oprykkere er et af de tre hold. Slutteligt vil jeg gerne sige tak de mange Nibefolk, der var taget med til Gistrup. Det var fedt at se, vi også vandt kampen på tilskuerpladserne.  / JS

Nibes næste kamp er hjemme mod Randers Freja lørdag den 19. oktober kl. 15.00.