- Søndag, 17. november 2024
HÅNDBOLD: 2. division, kvinder
Nibe HK – Nøvling IF: 24-22 (13-10)
Mål for Nibe: Line Helenius 7, Julie Jensen og Marie Hjortshøj begge 5, Anne Baand 3, Karoline Engstrøm 2, Camilla Bendix og Sara Nord begge 1
Torsdag aften havde Nibe HK’s 2. division damer besøg af Nøvling, som inden kampen kun havde fået ét point. Nibes træner Mogens Roed beretter:
– For første gang i sæsonen var vi nok favoritter til at vinde en kamp i 2 division, og det blev en lidt rodet kamp, hvor vi som i stort set alle kampe kommer til mange chancer, men vores afslutninger i kampene savner kvalitet. Det skal så også siges, at Nøvling har en af puljens bedste målvogtere, men vi skal til at score på vores mange chancer.
– Kampen starter meget lige, og efter 10 minutter er stillingen 5-4 til os; de næste 5 minutter spiller vi rigtig godt og kommer foran 10-5 efter 20 minutter. Men som så ofte før lukker vi modstanderen ind i kampen, og er ved pausen foran 13-10.
Pausen bliver brugt på at minde hinanden på, at vi skal være mere koncentreret i vores afslutninger, og det ser ud til at virke, da vi efter 10 minutter i 2. halvleg fører med 19-14, og alle tror, at nu rykker vi fra Nøvling, efter 20 minutter fører vi 21-15 og alt er godt. Super forsvar foran en velspillende Ida Østergaard, og i angrebet spiller Line Helenius igen en stor kamp.
Så sker der det, som er vores store udfordring i denne sæson: Vi formår ikke at lukke kampene, og i de sidste 12 minutter scorer vi kun 4 mål. Sara Nord får sin 3. udvisning, og samtidig tager de både Line Helenius og Julie Jensen væk i angrebet, og da vi er noget ramt ift skader mm, kommer Nøvling op på 23-22 med ca. ét minut igen, men vi får straffe, og Line scorer sikkert til slut resultatet 24-22.
– En MEGET vigtig sejr, hvor vi igen har kontakt til det store midterfelt i puljen, men også en rodet kamp med mandsopdækninger af begge holds spillere, og et rødt kort til os, som sætter os under pres, da der er en del skader, som sætter vores udskiftnings muligheder under pres. Men pigerne kæmper det bedste de har lært, og det giver os sejren til sidst, slutter Mogens Roed.
––––––––
Næste kamp er på hjemmebane, lørdag den 23/11 kl 16.35 mod et af topholdene Silkeborg/Voel. Klubbens herrer spiller lige inden en vigtig kamp mod Aalestrup, så lad os få fyldt Nibe hallen, så begge hold kan få max. opbakning til 2 sejre, supplerer Mogens Roed. :)