- Søndag, 16. marts 2025
HÅNDBOLD – 3. division, herrer
Nibe HK - Nøvling IF: 35 – 27 (16-11)
Målscorere for Nibe: Mads Espensen 10, Mikkel Høj 7, Frederik Skak 5, Andreas Brunsgaard 4, Mads Krogh, Gustav Hess og Frederik Dahl hver 3.
Nøvling gæstede Nibe hallen fredag aften i en kamp, hvor de gule havde en plet der skulle vaskes væk fra det omvendte opgør. Et opgør der blev tabt 35-27. Og det var altså den hidsige pletfjerner og en god omgang knofedt der skulle findes frem til lejligheden, lyder det fra spillende assistenttræner Nicolai Emborg, der her forklarer kampens forløb:
I kampens indledning skulle pletfjerneren dog lige bruge lidt tid på at suge ind – om man så man så må sige. Holdene fulgtes nemlig ad til 8-8 i en jævnbyrdig affære med gode, forspildte chancer i begge ender.
Midt i halvlegen begyndte de gule at etablere et lille forspring. Forsvaret fik bedre styr på Nøvlings fysisk stærke bagspillere, og så kunne de gule lige så stille trække fra og lade vanishen gøre arbejdet.
16-11 til halvleg var fuld fortjent, men som med alle andre genstridige pletter, så kan man aldrig vide sig helt sikker før tøjet er knastørt og klar til at blive lagt sammen.
Og Nøvling viste sig da også at være en plet der ikke helt havde opgivet at gøre livet beskidt for værterne endnu. Offensive forsvarsformationer og god bredde i bagkæden gjorde livet hårdt for hjemmeholdet, og ved stillingen 23-19 efter 45 minutter skulle kampen tage et valg; ren og velduftende sejr eller møgbeskidt, dramatisk afgørelse.
Og der trådte Nibe altså lige endnu engang i karakter og valgte første mulighed. Scoringsfrekvensen blev holdt høj, især i højre side af banen, hvor Frederik Skak og Mads Espensen stod for næsten halvdelen af dagens hjemmemål. Og så handlede de sidste ti minutter af kampen faktisk kun om, hvor stor sejren skulle være.
Og den skulle så vise sig at blive lige nøjagtig med samme cifre som sæsonens første indbyrdes opgør. 35-27. Plet hermed væk og to point til samlingen.
Kursen er nu sat mod top 2, og næste delopgave i den mission afvikles på lørdag i Nibe Idræts- & KulturCenter, hvor Aalborg HK kommer forbi og skal have en tur i vaskemaskinen, slutter Nicolai Emborg / JS.








