Jan Hansen, der privat bor i Gundersted, har gennem mange, mange år gjort mange kunder lykkelige i Nibe og omegn med venlig og kompetent service og levering  af varer og installationer.

I lørdags kunne han så fejre sit 25 års jubilæum hos Køkken-Hvidevarebrugsen St. Ajstrup – nu om dage blot benævnt »St. Ajstrup«.

Gennem de mange år har Jan Hansen bestridt jobbet som chauffør og alt-mulig-mand på en pligtopfyldende og fleksibel facon, oftest med en  humoristisk tilgang til opgaverne, siger direktør Claus Nielsen, som fredag sammen med personalet fejrede jubilaren ved en intern sammenkomst i firmaet.

Claus Nielsen fortsætter: 

– Jan har aldrig nogensinde haft en sygedag – gennem 25 år. Det er ganske enestående. Jan Hansen er en af de helt særlige, som aldrig slår et større brød op, end han kan bage. Men der er humor og glimt i øjet – altid! Han er loyal og har energi som en 25-årig.

Gennem de 25 år uden en sygedag har Jan Hansen tilbagelagt omkring 1 mio. kilometer, og med l,evering af ca. 100.000 stk. hvidevarer.