Forud for massive investeringer i vandinfrastrukturen på den Dominikanske Republik gik turen forbi Danmark og et møde med virksomheden ecoBETA.

Af: Emil Stub, Dansk Industri

De fleste danskere forbinder den Dominikanske Republik med hvide bounty-strande i caribiske omgivelser. De færreste ved, at republikken er blandt de hurtigst voksende økonomier i Caribien og Mellemamerika – og faktisk er regionens største økonomi. 

Republikkens hovedstad, Santo Domingo, er de seneste 10 - 15 år vokset så hurtigt, at der er akut behov for massiv opgradering af infrastrukturen på vandområdet. Det drejer sig blandt andet om alt fra vandtab i ledningsnettet, energieffektiv vandbehandling og måling af vandforbruget i byerne. Desuden bruges 177 liter vand pr. borger dagligt, hvilket ikke er holdbart på øen, som med tiden kan komme i betydeligt vandunderskud. 

Nibe er et forbillede
Og hvor henter man inspiration til vandinvesteringer? Det gør man i Nibe. Derfor mødte den Dominikanske Republiks honorære konsul til Danmark, Larissa Garcia Bochineck, ecoBETA A/S. Hun havde følgeskab af en delegation bestående af beslutningstagere fra det Dominikanske Institut for Vandressourcer (INDRHI) og The Santo Domingo Water Authority (CAASD), som står bag en række konkrete projekter på den Dominikanske Republik. 

EcoBETA er den største leverandør af vandbesparende løsninger til danske kommuner og 18 andre lande. Virksomheden tilbyder en bred vifte af SMART produkter til badeværelser – ventiler, indsatser, toiletter, bruser og vandsparere. Helt konkret enkle løsninger, der gavner vandregningen og miljøet.

– Det var spændende at høre reaktionerne fra delegationen, det væsentlige er jo altid, at har man ikke nok skal der spares, enten er det vand eller penge, og her kan vi tilbyde vores produkter til meget interessante priser, med en kort tilbagebetalingstid. Desuden, når der spares på vand, bliver der mindre pres på rør systemet, og ved mindre pres, bliver der mindre vandspild, udtaler Lisbeth Sylvestre, CEO og medejer af ecoBETA A/S. 

EcoBETA tilbød delegationen et pilotprojekt, som de forventer at følge op på senere på året. Med brugen af ecoBETA produkter kan det daglige vandforbrug pr. borger reduceres til 78 liter. 

– Det vil være langt det bedste for den Dominikanske Republik, hvis de begynder med vores system, det er affordable, long lasting, og mest vandbesparende, udtaler Lisbeth Sylvestre. 

Besøget lægger fundamentet for et genbesøg i marts, hvor Dansk Industri og Danish Export - Water tager en virksomhedsdelegation med til den Dominikanske Republik.