Oplægget fra Børne- og Undervisningsudvalget til en løsning af pasnings omfanget i Nibe er, efter der gennem adskillige måneder har været mangel på pasningspladser, at der i første omgang etableres en stor-dagpleje til 10-12 børn i den tidligere institutions-ejendom og lægebolig i Kildegade.
Dernæst, at der i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2027 forsøges prioriteret igangsætning af byggeri af en ny aldersintegreret institution i Nibe med 30 vuggestuepladser og 60 børnehavepladser.

Fungerende rådmand Jes Lunde (RV) skriver i en meddelelse til Nibe Avis således:
Vi har tirsdag (16/6, red.) i Børne-og Undervisningsudvalget truffet to beslutninger:

Vi opretter hurtigst muligt en stordagpleje med 10-12 pladser i Kildegade 4 i Nibe. Det er en ejendom, som Aalborg Kommune i dag ejer og har til salg. Jeg vil i morgen onsdag i Økonomiudvalget foreslå, at den tages af salgslisten, så vi kan benytte den. Der er et renoveringsbehov og et behov for ændret indretning inde i huset. Vi forventer at det vil tage 3-4 måneder at udføre, så vi er klar til indflytning til efteråret 2026. Det er den hurtigste løsning til at skabe aflastning.

Vi har som vores første prioritet i næste års anlægsbudget igangsætning af byggeri af en ny aldersintegreret institution i Nibe med 30 vuggestuepladser og 60 børnehavepladser. Det kræver, at vi får den med i budgetaftalen, der laves til september. Men det er min forventning, at der vil være bred opbakning til det. For at få gang i opgaven med det samme, så vil jeg i morgen i Økonomiudvalget foreslå at arbejdet med at udarbejde en lokalplan til formålet igangsættes nu - selvom budgettet først bliver vedtaget til efteråret.

De to skridt er det meget konkrete, vi kan gøre her og nu for at få løst udfordringerne i Nibe.

––––––

Byrådsmedlem og gruppeformand for Venstre i Aalborg, Torben Froberg Poulsen kommenterer beslutningen i et opslag på facebook – han skriver:

– Det er præcis et år siden jeg kontaktede Forvaltningen med min bekymring omkring kapacitets problemer på 0-2 området. Det glæder mig, at der endelig sker noget, men vi skal simpelthen være bedre til at forudse behovet for pladser meget tidligere!!
En stor tak til udvalget for at lytte og være løsningsorienteret.
Nu skal vi have kigget på 3-5 års området og samtidig holde os opdateret på 0-2 års området, så vi hele tiden er på forkant.

 

––––––

Nibes børn skal passes i Nibe

Af Evald Lange Rise, byrådsmedlem (S), Nibevej 485, 9240 Nibe.

Nibe vokser hurtigere, end vi turde håbe på for få år siden. Det er en god nyhed. Men det stiller også krav til os som kommune, for flere børnefamilier betyder flere børn, der skal have en plads i en dagpleje eller institution tæt på, hvor de bor.

Derfor er det glædeligt, at Aalborg Kommune nu opretter et udvidet dagplejetilbud i Kildegade i Nibe med plads til 10-12 børn, i en bygning der ellers stod til salg. Det er en hurtig og fornuftig løsning på et akut behov, og det er præcis den type beslutning, jeg som lokalt valgt politiker har arbejdet for: At vi handler, når virkeligheden i Nibe ændrer sig hurtigere end planerne. Både politisk og økonomisk

Jeg vil gerne understrege, at det udvidede dagplejetilbud ikke skal ses som en nødløsning eller en svækkelse af den pasning, vi allerede tilbyder. Tværtimod bygger det videre på og understøtter den gode lokale dagpleje, som Nibe allerede har. Det giver trygge og nære rammer for de mindste børn, samtidig med at vi hurtigt kan skabe flere pladser i nærområdet.

For mig handler det om mere end kvadratmeter og normeringer. Når pasningen er tilgængelig i nærområdet, udligner vi samtidig en økonomisk skævhed mellem familier. Ingen skal tvinges ud i en ekstra bil, længere transport eller hjemmepasning, fordi der mangler pladser tæt på. Sådan sikrer vi, at almindeligt familieliv hænger sammen, uanset hvor i Nibe man bor.

Det udvidede dagplejetilbud i Kildegade er den hurtige løsning. Men jeg arbejder samtidig for den langsigtede: En ny aldersintegreret institution med både vuggestue- og børnehavepladser, så Nibes institutionsområde for alvor følger med byens vækst. Jeg arbejder heldigvis ikke alene, da der lokalpolitisk er et stærkt fokus og opbakning til dette. For Nibes børn skal passes i Nibe. Det er det helt enkle udgangspunkt, og det er den linje, jeg står på, som byrådsmedlem og som medborger til de familier, det handler om.