FODBOLD: Jyllandsserien, Kvinder

Brønderslev IF – Nibe B  2-2 (1-1)

Målscorere: Rikke Nikolajsen, Mathilde Rask Madsen

På en forblæst kunstgræsbane i Brønderslev skulle Nibes bedste hold prøve kræfter med nedrykkerne fra Kvindeserie Vest. Skæbnen ville at der indløb afbud fra de to rutinerede kræfter Caroline Mathilde Lund og Kirstine Kærsgaard, men igen trådte HCI´ bedste elev Olivia Engelgreen til så holdet kunne mønstre 13 spillere. Lidt omrokeringer i startopstillingen er holdet vant til så det var ikke derfor at Nibe blev presset godt tilbage i 1. halvleg men derimod en strid modvind. Stik i mod spillets gang så ville Rikke Nikolajsen det anderledes. Efter et lille kvarters spil tog hun sagen i egen hånd. Fra egen banehalvdel erobrede hun bolden og i og med at stort set alle medspillere var nede at forsvare så var der ikke anden vej end at starte turboen og drible mod målet. Mod 4 modstandere så det lidt håbløst ud men Rikke valgte at knalde til bolden fra 25 meter og den strøg direkte helt op i målhjørnet uden chance for keeperen. Vel nok Nibe Kvindeseniors bedste mål nogensinde!! Men den uventede føring kunne ikke holde hele vejen til pausen og hjemmeholdet fik lavet enkelt til pausen.

Kampen blev dog noget bedre efter pausen for Nibes vedkommende, men Brønderslev er et rutineret hold og det var svært at sætte spillet ordentligt op mod dem. Lidt tilfældigt kom hjemmeholdet på 2-1 efter lidt forvirring på en 2. bold i Nibeforsvaret men så vågnet holdet til gengæld op og fik presset Brønderslev længere tilbage på banen. I jagten på en udligning blev det med tiden lidt mere primitivt med masser af dødbolde og indlæg ind i feltet med håb om en scoring. Et frispark af Marie Vasegaard på overliggeren var nok det tætteste Nibe kom på en udligning i ordinær spilletid, men så kommer vi til kampens ubestridte højdepunkt. I dommerens 3. tillægsminut fik Nibe endnu et hjørnespark og ALLE blev sendt op i modstanderfeltet. Kun keeper Nanna Bendix Julin stod alene på midten af banen. Med i alt 20 spillere i feltet kan alt ske og holdets duracell kanin, Kristina Brutsaert, sendte et perfekt hjørnespark til bagerste stolpe og her opstod en 2. bold som selveste Mathilde Rask Madsen hurtigt var over og kanonerede bolden op i det korte hjørne og lige efter blev kampen fløjtet af. Kæmpe jubel på banen og på bænken – et meget flot tilkæmpet point i absolut sidste øjeblik.

Mathilde Rask Madsen: Scorede sit første mål på seniorplan og blev en slags »matchvinder«.

”Datoen 7. april 2024 blev dagen hvor jeg scorede mit første mål som senior, tænk at der skulle gå 7 år”, udtaler en stolt veteran Mathilde Rask Madsen. Holdets træner Michael frendrup roser holdet for en meget fin og koncentreret indsat specielt i 2. halvlegs sidste 30 minutter, ”jeg synes at vi fortjente det ene point og hold da op en måde at gøre det på. Stærkt af alle spillere og især Nanna Bruun Jørgensen, Mette Pedersen og Alberte Frendrup som alle 3 blev kastet rundt på forskellige pladser i løbet af kampen – hatten af for det”

Næste kamp er hjemme på søndag kl.15:30 mod puljefavoritterne fra Vejgaard B.