Friskoleelever på intens tur til København:

Tidligt mandag morgen mødte 8.-9. klasse fra Skørbæk-Ejdrup Friskole op til 3 dage med et intensivt program i København. Det er en fast tradition, at de ældste elever skal på studieture til både København og London. I år går turen til den danske hovedstad.

Programmet starter med besøg på Christiansborg, hvor én af Borgens mest rutinerede politikere står for rundvisning i Folketinget. Skolen har i år fået en aftale med Marianne Jelved, som på fornemmeste vis guidede eleverne gennem gangene på Christiansborg - krydret med anekdoter og fortællinger om livet som politiker.

Turen byder ligeledes på besøg på Christiania, hvor de præsenteres for en helt anden udgave af demokratiet. Her træffes beslutningerne primært via samtaler også kaldet konsensusdemokrati.

Der bliver også tid til undervisningsforløb på Planetariet og Nationalmuseet, ligesom turen også byder på byvandring som afsluttes ved Rosenborg Slot med oplæsning af Herman Bangs Gennem Rosenborgs Have.

- På de 3 dage når vi at præsentere vores elever for noget af det bedste, som hovedstaden byder på. Udover at opleve storbyen får vi indsigt i forskellige demokratiformer og også politikernes daglige arbejde. Det er et godt afsæt til Skolevalg 2019, som både 8. og 9. klasse skal deltage i. Og på et eller andet tidspunkt inden sommerferien bliver der også udskrevet valg, siger Line Borup Ravnholt, der er samfundsfagslærer på Skørbæk-Ejdrup Friskole.