- Mandag, 13. september 2010
Ældreområdet måtte også holde for i 2007 og mere endnu i 2008 og ligeså i 2009, siger Ældrerådsformand Karin Krog fra hals, der har sendt Nibe Avis nedenstående indlæg.

- Budgetforslaget giver katastrofale serviceforringelser for ældre i Aalborg Kommune inden for praktisk hjælp, personlig pleje, hjemmesygeplejen og aktivitetsområdet. De planlagte nedskæringer er chokerende og særdeles utilfredsstillende. Grænsen er nået. Det kan ikke blive ringere, lyder det fra Aalborg Kommunes Ældreråd, hvor formand Kanin Krog opregner følgende:
· Igen spares der på den svage ældres rengøring og pleje. Konkret kunne det accepteres, at storrengøringen fjernes, hvis man vel at mærke sikrer, at der bliver gjort ordentligt rent hver fjortende dag. Rengøringsniveauet må ikke blive lavere.
· Igen skæres der ned på hjemmesygeplejen med kritisabel risiko for manglende opfølgende behandling og derfor hurtige genindlæggelser. Dette harmonerer særdeles dårligt med de fremtidige hurtige indlæggelsesforløb.
· Igen beskæres aktivitetsområdet. Det går ud over den i forvejen lavt prioriterede forebyggende indsats, som er så vigtig for menneskers velbefindende.
· Forslaget om øget træningsindsats hilser vi velkomment, hvis det samtidig giver øget livskvalitet til den ældre. Det er vigtigt, at den ældre stadig har kræfter og overskud til et liv med selvvalgt indhold. Derfor ser ældrerådet med skepsis på effekten af dette forslag.
· Ældreområdet bliver nedprioriteret hvert år og service forringes voldsomt. Udvalgets konstatering af, hvordan vi ligger i forhold til andre kommuner, gavner ikke den enkelte borger, der trænger til hjælp. Ældrerådet savner en egentlig dokumentation for denne påstand.
Det urealistiske budget på handicapområdet medfører reduceringer og forringelser og det gør ondt hos borgerne. Ældrerådet er klar over de mange udfordringer på hele området men må stadig protestere overfor de planlagte nedskæringer, der forringer kvalitet og service på den enkelte ældre borger, slutter Ældrerådsformand Karin Krog.










