- Onsdag, 7. december 2011
Årets Hus i Nibe blev første gang udnævnt i 1980.

På vegne af familien, modtog Niels Vittrup Andersen en messingplade med inskription, af Morten Poulsen (t.v.) og formand Evan Christensen, fra Bevaringsfondens bestyrelse.

Søndre Strandgade 6 ligger som nærmeste nabo til den gamle skolebygning.
Den forløbne weekend var tiden kommet, til den årlige udnævnelse af Årets Hus i Nibe området. Prisen uddeles hvert år i december, af »Fonden for bevaring af værdifulde bygninger og miljøer i Nibe området« - i daglig tale kaldet Bevaringsfonden.
Fonden er nedsat i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Lokalhistorisk Forening for Nibe og Omegn, og den har bl.a. til formål at yde lån og rådgivning til ejere af ejendomme i den ældre boligmasse i Nibe området.
Som Årets Hus 2011 har bevaringsfondens bestyrelse udpeget Søndre Strandgade 6 i Nibe, som parret Christina Staun Hansen og Niels Vittrup Andersen købte for ca. to år siden, og siden da har de gennemført en omfattende istandsættelse af huset, ude som inde..
Formand for Bevaringsfonden, Evan Christensen, motiverede udnævnelsen således: – Vi synes i bestyrelsen, at I har gjort et fint stykke arbejde, med mange fine detaljer – bl.a. tegltag med tagvinduer, der passer og er godkendte, dannebrogsvinduer samt tagrender og nedløb i zinck. Vi ønsker derfor at belønne arbejdet og resultatet med udnævnelse til Årets Hus 2011. Med æren følger også en plade med inskription, samt bogen »Historiske Huse i Nibe«.
Huset, der ligger Søndre Strandgade 6 i Nibe, havde tidligere adressen Strandgade 22, men ved tidl. Museumsleder Frode Kristensens gennemgang af en række gader og stednavne i Nibe, fik gaden for en halv snes år siden sit helt gamle navn tilbage, idet »Strandgade« som bekendt er todelt i gadens nordøstlige ende.
Huset Søndre Strandgade 6 er opført i 1897 for murer Peder Jensen, og beskrives efter opførelsen som bestående af ni fag, der er opført af hul mur og har tegltag. Bygningen var oprindeligt indrettet med to lejligheder, og havde to skorstene, og mod gaden to fremspringende kviste. Bogen »Historiske Huse i Nibe’ beskriver særskilt facaden som meget flot udsmykket, med gesimser og kvader-inddeling. Også disse ting har Christina Staun Hansen og Niels Vittrup Andersen sat fint i stand.
Med uddelingen af titlen Hårets Hus 2011« har Bevaringsfonden siden 1980 tildelt denne hæder i alt 30 gange, idet der to gange ikke har været kandidater til titlen. Her foruden er der to gange uddelt en særlig ærestitel, til ejere af huse, som holder deres gamle huse i ekstraordinær god stand. 28 af de 30 udnævnte »Årets Hus« ligger i Nibe by, mens et enkelt er udnævnt i Staun og et enkelt i Valsted.










