Lidt over 100 fibernet-interesserede var mødt op til informationsmødet i Sønderholm sognegård - og interessen blev skærpet efter foredrag og efterfølgende debat.

Inger Nørgaard fra Bredbånd Nord fortalte om fordelene ved fibernet, og den betydning det har for folks hverdag. Her lytter erhvervssælger Peter Skipper (tv) og chefkonsulent Peter Sperling interesseret på Inger Nørgaards indlæg til debat.

Målt på fremmødet er der stor interesse for at få fibernet til Sønderholm. Mandag aften var mere end 100 borgere fra Sønderholm bænket i Sognegården for at høre om Bredbånd Nords planer om at rulle fibernet ud i byen.


Dialog med lokal antenneforening
Bredbånd Nord har en positiv dialog med Sønderholm Antenneforening om, hvordan man kan samarbejde om både at give sønderholmerne hurtigt internet og et bedre udbud af tv-kanaler til en god pris. - Vi kan tydeligt mærke, at borgerne i Sønderholm er interesserede i at få fibernet til byen, fortæller Inger Nørgaard, der er salgs- og marketingkonsulent i Bredbånd Nord. - Det er især muligheden for at få lagt fiberbredbånd ind i huset kombineret med det store udbud af TV kanaler, der er afgørende. Det passer godt med tendensen i resten af landet, hvor flere og flere efterspørger højhastigheds-internet.
Initiativet blev godt modtaget af de lokale i Sønderholm og omegn Anders Dørum Jensen er en af ildsjælene i Sønderholm, der ser store muligheder i at få fibernettet til byen: - Som jeg ser det, kan det være med til at sikre byen en plads på det digitale landkort. Vi skal tænke på mere end bare at kunne få vores yndlings tv-kanal. Det handler om, at vi får en masse muligheder nu og i fremtiden. Samtidig skal vi sikre os, at vi er gearet til at kunne opfylde de krav, der bliver fremover fra for eksempel offentlige myndigheder om digital kommunikation.     
Jørn Johannesen ser også fordele med fibernettet: - Det tiltaler mig, at jeg med fibernettet altid har hastighedsgaranti. På den måde får jeg den hastighed, jeg betaler for.
Det er Bredbånd Nord, som netop er fusioneret med HEF Fibernet, der har planer om at bygge en højhastighedsmotorvej i form af et lynhurtigt fibernet i Sønderholm. Gravearbejdet vil ske hen over sommeren, og efter sommerferien er det målet, at borgerne kan sætte stikket i og være med i fibereventyret.

Fiberen er på vej til St. Restrup og Tostrup
For et par uger siden tilbød Bredbånd Nord borgerne i St. Restrup og Tostrup at blive tilsluttet fibernettet.
- Det er med stor glæde, vi kan fortælle, at fiberen kommer til St. Restrup og Tostrup. Allerede inden deadline for tilmeldingen, var det tydeligt at se, at borgerne i St. Restrup og Tostrup bakker op om at få det lynhurtige internet til byen, slutter Inger Nørgaard fra Bredbånd Nord.