- Lørdag, 1. december 2012

Borgmester Henning G. Jensen ønskede god jul, og tændte juletræet på Torvet.
Torsdag holdt julen sit indtog i Nibe.
Det skete ved en stort anlagt aktivitetsaften i Nibe, der blev indledt med den traditionelle tænding af det store juletræ på Torvet.
Her bød formand for Nibe Handelsforening Bjarne Svendsen velkommen, og overlod ordet til borgmester i Aalborg Kommune Henning G. Jensen, som mindede om at julen jo er den hyggelige tid, hvor vi kommer hinanden ekstra meget ved. Men vi skal huske at leve i nu'et, og ikke efter jul konstatere, at vi har haft så travlt, at vi siger »- hvor blev den jul nu af...?«.
Med andre ord, »så nyd julen mens den er her, og nyd hinandens selskab«, lød den borgmesterlige opfordring.
Og så gennemførte Henning G. Jensen en aftale, ved sit besøg i Nibe:
– Skal vi ikke være enige om, at det er godt med en hvis jul...? – Blot en lille smule hvid jul; også selv om det koster kommunen penge, med al den snerydning. Så er det jo meget hyggeligt, alligevel...
Og publikum - måske mest børnene - svarede »Ja«.
Med disse ord tændte han juletræet, og publikum blev budt på julegrød og varmt juleøl, serveret af det frivillige beredskab - og julehandelen gik lystigt i Nibes forretninger.










