- Onsdag, 6. oktober 2010
Dansk Cyklist Forbund giver i år Peter Elmings Initiativpris til Nibe Alternative Bicykelklub (NAB) for et nytænkende initiativ, der inspirerer skolebørn til at cykle i skole.

Under stor opmærksomhed satte rådmand Tina French Nielsen årets udgave af »Sikker-7« i gang.

De unge cyklister var koncentrerede under prøverne.

Teoriundervisning er en vigtig del af »Sikker-7«.

Kontrol af cyklernes sikkerhedstilstand indgår i »Sikker-7«.
Dansk Cyklist Forbund giver i år Peter Elmings Initiativpris til Nibe Alternative Bicykelklub (NAB). Blandt sine mange almennyttige aktiviteter har NAB igen i år inspireret flere børn til at bevæge sig på to hjul, bl.a. ved at arrangere en spændende cykeldag. Årets prismodtager gør en stor forskel i et lille lokalsamfund.
– I en tid, hvor stadig flere danske børn bliver kørt i bil til skole, gør Nibe Alternative Bicykelklub en aktiv indsats for at afhjælpe den kedelige tendens. De ulønnede medlemmer har bl.a. brugt deres tid på at arrangere gratis cykelkursus. Undervisning i livsvigtige færdselsregler, tjek af børnenes cykler og cykling på en bane, som medlemmer selv havde lavet – alt det, vil vi gerne belønne, fortæller Claus S. Hansen, der er landsformand i Dansk Cyklist Forbund, som står bag Peter Elmings Initiativpris.
Prisen gives til personer, myndigheder eller organisationer, der har ydet en særligt fremragende indsats til gavn for cykling. Med sit idealistiske arbejde til fordel for lokale, almennyttige formål, har Nibe Alternative Bicykelklub i år været en oplagt kandidat til prisen:
– NAB har igennem mere end 15 år udviklet en stærk tradition for at inddrage nærmiljøet i festlige happenings og arrangementer, der gavner cyklister i alle aldre. I år har de gjort en særlig indsats for børnene og i den forbindelse været i stand til at engagere politi, brandvæsen og skole. Samtidig har de sørget godt for de ventende forældre i løbet af cykeldagen. På alle måder et eksemplarisk og spændende arrangement, der kan inspirere andre. Cykeldagen kan let kopieres, så cykelsikkerhed, tryghed og cykelglæde styrkes i en hverdag, hvor forældre og skole desværre har stadig mindre tid til børnenes trafikvaner, siger Claus S. Hansen.
Formålet med prisen er i høj grad fremadrettet – fortsat at opmuntre til initiativer, der er til gavn for og til fremme af den danske cykeltrafik. Den unikke danske cykelkultur fremhæves af internationale medier som rollemodel for andre lande, der gerne vil indføre sunde og bæredygtige trafikløsninger.
– Med årets prisuddeling belønner vi et lokalt cykelinitiativ, et mønstereksempel på alt det, politikerne efterlyser: Borgere, der tænker globalt og handler lokalt, siger landsformanden for Dansk Cyklist Forbund.
Årets pris uddeles søndag d. 17. oktober i Nibe.
Peter Elmings Initiativpris er indstiftet til minde om Dansk Cyklist Forbunds formand fra 1980‐88, Peter Elming, der på tragisk vis omkom ved en trafikulykke i 1993. Med prisen følger 10.000 kr.
Sidste år gik Peter Elming Prisen til journalist og forfatter Peter Olesen for sit mangeårige forfatterskab med fokus på at bruge cyklen til at opleve byens mange flotte og historiske bygninger og for at minde os alle om, at vi skal være søde mod hinanden i trafikken. I 2008 gik prisen til professor, overlæge og dr. med. Bente Klarlund Pedersen, for sit fremragende og vedholdende arbejde med at udbrede viden om cyklismens positive effekt på folkesundheden.









