- Søndag, 5. september 2010
Nibe Rideklub er igen vært for den årlige Nibe Cup, som omfatter ryttere og heste på »mellemniveau«, der også bruger stævnet til at »snuse« til konkurrencementaliteten i de højere klasser på distriktsniveau. Næste weekend gælder det ponyklasserne.

Simone Vangkilde Jacobsen på »Bonnie«, fra Nibe Rideklub, er her i stævnekamp på dressurbanen.
Gennem flere end 20 år har den årlige Nibe Cup - tidligere »Nordjysk Cup« og »Danske Bank Cup«, været et fast indslag hos Nibe Rideklub den første og anden weekend i september måned.
Som altid omfatter den første weekends aktiviteter hesteklasserne, og næste weekend går det så løs med ponyklasserne.
Denne weekend har som bekendt været præget af utrolig godt vejr, hvor det for deltagerne mest af alt gælder om at holde varmen på afstand og en spand drikkevand til hestene.
Såvel ryttere som heste virkede meget oplagte, da Nibe Avis lørdag besøgte stævnet, og de første ekvipager var i kamp – dressur og spring.
Søndag gælder det finalerne, inden Nibe og egnens borgere igen kan opleve stribevis af hestetrailers valfarte fra rideklubben på Lundevej, for igen at indfilde sig næste weekend, denne gang med ponyer, i langt højere antal end ved »hesteweekendens« stævne.










