- Mandag, 11. marts 2013
Alle elever på Bislev Landsbyordning modtog en iPad til brug 24/7.

Fredag den første marts var næsten bedre end juleaften for eleverne i Bislev Landsbyordning. Her blev der nemlig udleveret iPad til alle elever i landsbyordningen. Bislev Landsbyordning har valgt at lave en stor satsning på IT området, en satsning, der går godt i tråd med den politiske beslutning om tablets til alle elever på mellemtrinnet i Aalborg kommune.
Bislev Landsbyordning er dog gået lidt længere idet der er investeret i iPads til alle elever på skolen, samt hver andet barn i børnehaven. Det er meningen at børnene låner iPaden, når de starter og så er det deres 24 timer i døgnet indtil de forlader skolen. De har den altså til rådighed både i skolen og hjemme.
Eleverne havde vist i to måneder, at fredag var I-dag. Flere elever har haft afkrydsnings kalender hjemme på køleskabet. Så det var en flok glade og forventningsfulde elever der mødte op på skolen fredag morgen, selv børn der havde ferie skulle lige forbi for at hente deres nye undervisningsmateriale. Det blev en fantastisk dag, hvor der blev tid til at udforske de nye muligheder. Der blev i løbet af kort tid både produceret sange, Bislev nyt, lavet dukketeater osv.
I uge 10 er planen at skolen har I-uge, hvor eleverne mere struktureret skal lære at anvende det nye udstyr. Det bliver undervist i apps, brug af email og dropbox. En central del er dog også at få en snak med eleverne om etik og regler, når de nu alle er udstyret med en tablet med kamera, direkte adgang til nettet etc.
Udover at skolen har investeret i tablets har skolen også investeret i projektere, lærreder og appletv til alle lokaler. Dette gør at eleverne ligegyldig, hvor de er på skolen kan dele deres viden med andre. Investeringen løber op i godt en halv million, men så er landsbyordningen også med helt fremme på IT fronten.
Hvorfor så denne store satsning?
Skoleleder Christian Møller udtaler at det er en investering, landsbyordningen forventer sig meget af. Det giver nogle helt nye muligheder i undervisningen. Nu skal lærerne ikke længere have alle eleverne op i it-lokalet for at vise noget på nettet. Nu kan alle være på med det samme. Lærerne får mulighed for at integrere IT, som en helt naturlig del af undervisningen. iPaden giver nogle helt nye muligheder i forhold til at skabe læring samt at dele den læring med andre. iPaden er også med til at styrke inklusionen og specialundervisningen.
Det er dog vigtigt at påpege at en iPad ikke kan stå alene, I Bislev skal der stadig læses i bøger, motioneres, og alle de andre ting vi har gjort tidligere.
En del af forsøget er også at se på, hvad sker der hvis børn allerede i børnehaven lærer at bruge udstyret inden de kommer i skole. En central del i projektet er også en aktiv inddragelse af forældrene. Så der bliver også holdt kursus for dem på skolen.









