- Søndag, 16. januar 2011
Lørdagens markering af 50 års jubilæet på Skørbæk-Ejdrup Friskole tiltrak flere generationer fra lokalsamfundet, og skolen fik læst og påskrevet, at det virkelig er et sted, hvorfra man kommer videre i livet og er med til at sætte focus!

Et kunstværk af Thorvald Odgaard, finansieret af bl.a. det beløb, som tidl. leder på friskolen Laurits Kjær Nielsen i 2006 ikke ønskede at modtage som en del af Nibe Kommunes Kulturpris. Fra venstre er det tre tidligere lærere: Marianne Kjær Nielsen, som afslørede kunstværket, Lene Christensen, gift med tidl. skoleleder Cecil Christensen, og Birgit Sohn Christensen.

De fremlagte billedarkiver blev ivrigt studeret ved jubilæumsarrangementet.

Skolens ansatte samlede deres lykønskning til arbejdspladsen i to vogne - en lille og en stor, som symboliserede dels skolen og dels naturbørnehaven. Den enkelte ansatte lagde i dagens anledning et lille citat, her lærer Lisbeth Skovhus.

Der blev studeret gamle minder fra skoletiden - her via billeder på en skærm i skolens forhal.
SE FLERE BILLEDER I VORES GALLERI
Denne weekend står i jubilæets tegn på Skørbæk-Ejdrup Friskole. Fredag aften var godt 100 deltagere fra skolens støttekreds, forældrekreds og ansatte, samlet til en intern markering af jubilæet.
Lørdag gjaldt det så den officielle markering af jubilæet, og det blev i sandhed et tilløbsstykke, som trak i flere generationer af elever og forældre – sammen med repræsentanter for mange venner i en stor radius – og skolen fik også at mærke dens geografiske beliggenhed, nærmest som centrum for grænserne mellem tre store kommuner.
Lørdagens arrangement blev et blik gennem tiden, hvor rigtig mange, overvejende tidligere elever og ansatte m.fl., fik lejlighed til at møde hinanden og udveksle minder. Det skete over stort set hele skolen, hvor der dels var fremlagt gamle dokumenter, fotobøger, avisudklip m.m., og dels i skolens idrætshal, hvor anslået flere end 200 lagde vejen forbi og deltog i et par timers officiel fejring af friskolen.
Skoleleder Per Svaneborg bød velkommen, og efterfølgende var det skolens nuværende formand Torben Pedersen, der motiverede jubilæet, og i øvrigt indledte en lang talerrække.
Vi noterede fra de mange jubilæumstaler:
Torben Pedersen, bestyrelsesformand: Skolen er udtryk for, at det er et privilegium at kunne sende børn i denne skole, at mærke forældres engagement, at have stærk opbakning fra et engageret personale, og at mærke lokalsamfundets opbakning.
Lars Peter Nitschke, tidl. skoleleder, holdt jubilæumstalen:
– Det handler om omsorg, kærlighed og interesser for fællesskabet. Det kan ikke værdisættes, og skolen kan ikke drives foruden.
– Hvis folk uden for skolen vidste, hvor meget arbejde der skal til for at drive en friskole, ville de styrte om i beundring.
– Koncentrér dig om øjeblikket, så kommer årene af sig selv!
Personalet havde et særligt indslag, hvor de med en lille vogn markerede skolens eksistens. Souschef Karin Heiden sagde bl.a.:
Vognen kører, når det går godt. Undertiden skal den skubbes for at holde fart, og når det går for hurtigt, skal der holdes igen. En lille ekstra vogn markerede naturbørnehaven, som kom til i 2004 – og personalet gav alle hvert sit citat til vognen – fællesskabet, som skolen også repræsenterer.
Tidligere skoleleder Cecil Christensen, nu kontorleder hos Dansk Friskoleforening: Skolen opleves som handlekraftig – ofte uden tale, men med handlingens kraft. Cecil Christensen oplistede en række historiske forhold, og priste friskolens sammenhold og fællesskabsfølelse.
Henrik Dalgaard, formand for Skole- og Kulturudvalget i Vesthimmerlands Kommune: Af skolens 170 elever kommer de 97 fra Vesthimmerlands Kommune. Det er en udfordring at tage op, men vi konkurerer kun på det faglige plan, og her viser Skørbæk-Ejdrup Friskole sin berettigelse.
Palle Fogh, tidligere skoleleder i Vokslev og på Haubro Ungdomsskole, nu leder af Gregers Krabbe Friskole i Aarestrup:
Der er et stærkt engagement på friskolen, og jeg har kun oplevet den som en god nabo og kollega; ikke mindst blandt kredsen af himmerlandske friskoler.
Laurits Jespersen, tidl. bestyrelsesformand på skolen:
Folk her på egnen taler ikke så meget – de handler. Men handling gør det ikke alene; der skal opbakning til fra skolens ledelse, bestyrelse og ansatte.
Jens Østergaard Madsen formand for Kulturelt Samråd i Nibe Området:
Motiverede, at tidligere skoleleder, nu afdøde Laurits Kjær Nielsen i 2006 ikke ønskede at modtage pengegaven der fulgte med den Kulturpris han modtog, men i stedet ønskede pengene anvendt i kulturens tjeneste. Sammen med Marianne Kjær Nielsen og friskolen havde han og Kulturelt Samråd stået bag, at der kunne rejses et kunstværk i friskolens skolegård. På denne måde er såvel kulturen og Skørbæk-Ejdrup Friskole blevet hædret og markeret i Laurits’ navn, sagde den tidligere Nibe-borgmester. Fonden Himmerland, Ejdrup Mendighedsråd og Skørbæk-Ejdrup Samråd har også støttet det nye kunstværk økonomisk.
Nibe-kunstneren Thorvald Odgaard har skabt det søjleformede kunstværk, hvor der er monteret broncefugle, som illustrerer børnene til og fra skole.
Såvel skoleleder Per Svaneborg som bestyrelsesformand Torben Pedersen udtrykte overfor Nibe Avis, efterfølgende stor tilfredshed med dagens forløb.
Mandag markeres skolens 50 års jubilæum sammen med eleverne. Denne dag er det nemlig den helt rigtige 50 års dag for første skoledag, og der vanker så kagemand til alle, afslørede Per Svaneborg.









