- Onsdag, 18. maj 2016
DEBAT: Indlæg til debatten om Trafik i Nibe by, fra Alice og Knud Erik Simonsen, Hovvej 15, Nibe:

Hovvej i Nibe.
Til Rådmand Hans Henrik Henriksen
Hvorfor har Aalborg Kommune lagt et stoppested på det smalleste sted på Hovvej? Er det for at genere mest muligt?
Hvorfor laver I et stoppested op ad bakken? - For at larme og
forurene mest muligt for dem der bor der?
Hvorfor skal vi finde os I, at busser og lastbiler, der kommer ned ad bakken med høj fart, skal bruge fortovet for at komme forbi holdende busser? Det er ikke rart, at de stryger forbi huset så tæt på.
Hvorfor skal vi fratages vores livskvalitet? - vi kan ikke bruge vores have og terrasse for støj og os. Vi vil gerne sidde ude og spise, men den glæde har I taget fra os.
Nu er vi tvunget til at sidde i en varm stue med lukkede vinduer, hvis vi vil høre radio eller se fjernsyn – tror I, at det er sjovt?
Venligst
Alice og Knud Erik Simonsen
Kommentar fra rådmanden
Nibe Avis har ved kontakt med rådmand Hans Henrik Henriksen (S) tilbudt ham at give et svar på ovenstående læserbrev.
Hans Henrik Henriksen henviser til tidligere kommentarer om samme emne – kan bl.a. ses på Nibe Avis online udgave:
www.nibeavis.dk – vælg DEBAT.
Placering af busstoppesteder undersøges og genovervejes måske
Hans Henrik Henriksen tilføjer, at der i afdelingen for »Trafik og Veje« i By- og Landskabsforvaltningen sker en nærmere vurdering af stoppestedernes placering, og om det er muligt med en bedre placering. Men det kræver afklaring af den tekniske del og skal selvfølgelig være i en dialog med kollektiv trafik, lyder hans kommentar.









