Hjemmeholdet St. Restrup og Nibe kæmpede bravt - i hver sin halvleg - med topholdet Nibe som vinder. Foto: Mogens Jørgensen

FODBOLD - serie 3 herrer:

St. Restrup – Nibe B 0-1 (0-1)

Mål: 1-0: Mads Espensen. 

Lørdag eftermiddag var der lokalopgør på Frejlev Stadion, mellem St. Restrup og Nibe Boldklub.

Nibe startede kampen med godt og hurtigt spil og allerede efter 5 minutters spil, havde Nibe haft et par nærgående forsøg. Efter et kvarters spil fik Nibe frispark udenfor straffesparksfeltet. En disciplin som var blevet trænet torsdag aften, hvor specielt Mads Espensen havde været skarp. Det var han også lørdag eftermiddag, og han scorede flot uden chance for St. Restrups målmand.

Herefter ændrede kampen fuldstændig karakter, og Nibe begyndte at spille på St. Restrups præmisser med lange bolde. Derfor kom St. Restrup langt bedre med i kampen, uden at nogle af holdene blev farlige.

Efter en større opsang af træner Steffen Jensen, var intentionerne at spille fodbold langs jorden frem for de mange lange bolde. Det flotte spil lod dog vente på sig, og derfor blev det til mange dueller på midten af banen. Efter 25 minutters spil kunne Morten Kurdahl have afgjort kampen, da han blev headet fri af Mick Andersen, men St. Restrups målmand reddede fremragende. Kampen blev til sidst rigtig spændende, da Nibe fik 2 gule kort og sluttede kampen med kun 9 mand. Men med en stærkt spillende Bjarke Skau i forsvaret fik Nibe afværget det sidste pres.

Nibe har hermed tilbageerobret 1. pladsen, endda med en kamp færre end forfølgerne.