NB-træner Steffen Jensen - ærgerligt at aflyse, når vi lige havde fået flyttet kampen.

Manglende dommerdækning til kampen gør, at den flyttede kamp må aflyses.

Nibe Boldklubs bedste seniorhold på herresiden lå indtil i dag onsdag til at få en tidligere sæsondebut i fodboldens serie 2 end oprindeligt forventet. Sagen var, at modstanderen til årets første kamp Bælum/Solbjerg, skulle have taget imod på Bælum Stadion. Men dette stadion er ikke meldt i tilstrækkelig god forårs stand til at kunne bære en fodboldkamp, og klubben bad derfor Nibe, om man kunne bytte de to klubbers opgør, så det første - på lørdag - i stedet kunne spilles på Nibe Stadion.

Træner for Nibe Boldklubs førstehold Steffen Jensen og kampfordeler Ove Gade sagde ja, i samråd med Aalborg Kommunes baneansvarlige, og hele kamp-setup'et gik på plads i løbet af mandag. Således kunne alle forberedelser til kampen falde på plads, lige fra bemanding af cafeteria, til annoncer i avisen m.m.

Imidlertid viste det sig onsdag formiddag, at på trods af, at alle omstændigheder omkring kampen og flytningen fra Bælum til Nibe, var på plads, kunne der ikke skaffes den nødvendige dommertrio, og Bælum valgte derfor at aflyse weekendens kamp.

– Vi er en smule uforstående overfor situationen, da der jo hele tiden har skullet bruges dommere til kampen, men vi respekterer naturligvis situationen, selv om det er en ærgerlig situation at stå i, specielt når det er sæsonens første kamp, siger Steffen Jensen til Nibe Avis.

Kampen gennemføres naturligvis på et senere tidspunkt - og Nibe Boldklubs næste kamp i serie 2 er faktisk også »lige om hjørnet«, nemlig Skærtorsdag, hvor der så i stedet bliver sæsonpremiere for de lokale spillere og publikum på Nibe Stadion, beretter Steffen Jensen.

– Vi er naturligvis oprigtigt kede af situationen, både på spillernes, publikums og klubbens vegne, men vi ser vi frem mod næste uges kamp i Nibe, hvor modstanderen bliver Doense / Vebbestrup IF, slutter Nibe-træneren.