Socialdemokraterne Rasmus Prehn og Orla Hav, blev sammen med Karsten Lauritzen (V) og Pernille Vigsø Bagge (SF) topscorere ved Folketingsvalgets lokale valgsteder, i hhv. Nibe, Farstrup og Frejlev.

Folketingsvalget lokalt i Nibe og omegn, blev i høj grad en sag for de mest kendte nordjyder, og kandidaterne med flest stemmer i Nibe, Farstrup og Frejlev, blev da også alle valgt, ved torsdagens valg til Folketinget.

Flest stemmer samlet på de tre valgsteder, fik Rasmus Prehn (S) med 565 stemmer, fulgt af partifællen Orla Hav med 453 stemmer. Dernæst følger Karsten Lauritzen (V) med 395 stemmer, Bjarne Laustsen (S) med 329, Pernille Vigsø Bagge (SF) med 293 stemmer, Lene Espersen (Kons.) med 289 stemmer, Preben Bang Henriksen (V) med 229 stemmer og Tina Nedergaard (V) med 186 stemmer.

Stemmeafgivelsen er også præget af, at der på de tre nævnte lokale valgsteder er flertal til »Blå Blok«, men at  »Rød Blok« fik flest stemmer, hvis man ser på den samlede valgkreds Aalborg Vest.

Hertil kommer, at de socialdemokratiske vælgere i langt overvejende grad stemte personligt på en kandidat, mens Venstres vælgere, i lige så høj grad stemte på partiet, og dermed ikke personligt på en af de opstillede kandidater.

Flest stemmer på valgstedet i Nibe
På valgstedet i Nibe fik Rasmus Prehn (S) flest stemmer af de opstillede kandidater, nemlig 279, efterfulgt af Orla Hav (S) med 205 stemmer og Karsten Lauritzen (V) med 202 stemmer.

Flest stemmer på valgstedet i Farstrup
På valgstedet i Farstrup fik Karsten Lauritzen (V) flest stemmer af de opstillede kandidater, nemlig 88, efterfulgt af Pernille Vigsø Bagge (SF) med 82 stemmer og Rasmus Prehn (S) med 81 stemmer.

Flest stemmer på valgstedet i Frejlev
På valgstedet i Frejlev fik Rasmus Prehn (S) flest stemmer af de opstillede kandidater, nemlig 205, efterfulgt af Orla Hav (S) med 185 stemmer og Preben Bang Henriksen (V) med 140 stemmer.

Kilde: KMD.