Her assisterer tre tidligere socialudvalgsformænd Ældre- og Handicap rådmand Tina French Nielsen, da det røde bånd blev klippet som officielt bevis på indvielsen. Fra venstre: Børge Hansen, Morten Poulsen, Tina French Nielsen og Gunner Laursen.

Rådmand Tina French Nielsen glædede sig over resultatet af ombygningen og understregede, at centret i den grad lever op til forventningerne – og hun kunne selv ønske at bo på stedet, når hun bliver gammel.

Beboerne på Solsidecentret var mødt talstærkt op, og sammen med gæster – herunder medlemmer af det sidste Nibe Byråd, overværede de den udendørs indvielse.

Der var blomster fra ledelsen i Ældreområde »Sydvest«, til plejehjemsleder Winnie Rise. Blomsterne overrækkes her af chefen for Ældreområde Sydvest, Gytte Gade (t.h.).

Plejehjemmet Solsidecentret i Nibe har gennem det seneste års tid gennemgået en omfattende ombygning og udvidelse med i alt 18 boliger. Samtidig er 6 boliger fra det hidtidige plejehjem inddraget i ombygningen, så det nyeste afsnit, som fredag blev fejret med indvielse, består af 24 helt nye boliger. Som det er tilfældet med det øvrige Solsidecenter, har Boligforeningen Enggaarden været bygherre, og Aalborg Kommune er daglig bruger. Fredag blev nybyggeriet officielt indviet, og indvielsen omfattede samtlige beboere og en række gæster, her iblandt medlemmer af det tidligere Nibe Byråd. 

Et omfattende byggeri med udvidelse, ombygning og renovering på plejehjemmet Solsidecentret i Nibe, blev fredag officielt markeret som afsluttet, selv om byggeriet egentlig var klar til brug sidst på foråret i år.

Efter velkomst af leder i Ældreområde Sydvest« Gytte Gade og plejehjemsleder Winnie Rise, blev det lagt i hænderne på Ældre- og Handicap rådmand Tina French Nielsen (V) at foretage den officielle indvielse.

Rådmanden glædede sig meget over færdiggørelsen af det byggeri, hvor de første beslutninger blev taget af det sidste byråd i Nibe Kommune, og hun rettede en særlig tak til nu afdøde formand for Nibe Kommunes Ældreråd Henning Larsen, Nibe, for at byggeriet er blevet til virkelighed.

Tina French Nielsen ønskede samtidig beboerne til lykke med de nye rammer – forhold og boliger, hvor hun selv kunne tænke sig at blive gammel – når dén tid kommer.

Indvielsen blev overværet af hovedparten af Solsidecentrets beboere samt en række gæster, herunder teknikere, håndværkere, rådgivere, medlemmer af det sidste byråd i Nibe Kommune samt Boligforeningen Enggaarden, der er bygherre og ejer af byggeriet, med Aalborg Kommune som lejer.

Gytte Gade rettede ved indvielsen en særlig tak til Enggaardens formand Svend Gade, for både at vise imødekommenhed, men også for at sætte grænser, når der var brug for dét.

Der var endvidere en tak til Ganges’ Tegnestue og til forvaltningens interne byggekonsulent Henning R. Christensen for godt lokalkendskab – og endelig en stor tak til plejehjemmets leder Winnie Rise, hele personalet og beboerne for udvist tålmodighed.