- Tirsdag, 3. maj 2016

SÆSONSTART: Ungdomsspiller Tobias Pihl assisterede klubformand Finn Kent Jensen med at erstatte Dannebrog med klubbens eget tennisflag, da der i lørdags blev afholdt standerhejsning. FOTO: JHV MEDIA CONSULT.

Dansk Tennis Forbund og DGI havde lørdag i fællesskab arrangeret »Tennis Sportens Dag«, og denne aktivitet havde Nibe Tennisklub tilsluttet sig, og her valgte man at holde det samme dag som standerhejsningen. 36 medlemmer og andre tennisinteresserede mødte frem, så der kom hurtigt gang i spillet på banerne.
Dagen blev et godt startskud på sæsonen, og klubformand Finn Kent Jensen fortalte i sin åbningstale om de mange arrangementer der allerede er programsat for den kommende sæson.
Nibe Tennisklub har lavet en aktivitetsplan for hele sommeren, og arbejdet med en tilbygning af en overdækket terrasse ved klublokalerne er nært forestående. Klubben har suppleret trænerstaben med en enkelt, så klubben nu råder over en halv snes trænere.
Især træningsindsatsen for børn og unge sættes der i år ekstra mange ressourcer ind på, og et samarbejde med andre klubber i det nordjyske nærområde skulle gerne resultere i at både ungdoms- og voksenspillere i år kommer ud og spille flere turneringskampe, fortæller Finn Kent Jensen.










