- Fredag, 17. september 2010

Købmand Jimmi Revsbæk bød de første 200 kunder personligt velkommen med en flot rød rose.

Camilla var HELT klar ved kasselinie 2 - nu skulle kunderne have en god oplevelse ved at handle ind i Rema 1000.
Købmand Jimmi Revsbæk havde virkelig lagt sig i selen for at finde en stribe gode tilbud, som skulle trække folk i den nye Rema 1000 butik i Frejlev ved åbningen torsdag.
Og effekten udeblev ikke: Kunderne myldrede til, parkeringspladsen var fyldt fra morgenstunden, og køen for at være blandt de første til at besigtige den nye butik og modtage en flot rød rose af byens nye købmand var lang.
Jimmi Revsbæk fortæller at det er hans oplevelse at kunderne er tilfredse med den nye dagligvareforretning i Frejlev: - Jeg har talt med mange, og kun hørt positive bemærkninger, så nu vil jeg sammen med personalet fremover gøre alt hvad vi kan for at leve op til det renommé vi gerne vi ha’, siger Jimmi Revsbæk.
Ved åbningen forestod rådmand Mariann Nørgaard snor-klipning, efter at administrerende direktør i Rema 1000 Henrik Burkal havde holdt velkomsttalen til de mange fremmødte.
Rema 1000 i Frejlev rummer 1000 kvadratmeter fordelt på 650 til butikken og resten til lager, kantine, frost/køl m.m.
Personalet udgør udover købmanden selv og souchef Lasse Purkær 12 medarbejdere, som fremover vil betjene kunder fra nær og fjern, som finder vej ind i den nye flotte dagligvareforretning i Frejlev.










